Viden som en sproglig repræsentation

Karakteristik og problematisering af den traditionelle angelsaksiske opfattelse af viden.

Opfattelsen kritiseres for grundlæggende at afhænge af den diskutable subjekt-objekt-model for erkendelse og af en problematisk sprogopfattelse, samt for som følge heraf at være for statisk, at tilskrive individet for passiv en rolle i forhold til verden og i forlængelse heraf at give teoretisk forholden sig vidensmæssig forrang frem for praktisk ageren i verden.

Grundlæggende for den traditionelle angelsaksiske filosofis måde at forstå viden på er den klassiske subjekt-objekt-model, nærmere bestemt forestillingen om, at individet som uaf-hængigt af verden står over for denne og iagttager den med det formål at kunne indfange den i en sand beskrivelse. Denne forestilling lægger i udgangspunktet vægt på individet som et erkendende, ikke et kropsligt handlende, væsen og indebærer i den forstand en relativ høj grad af handlingsmæssig passivitet fra individets side: Nok kan der rent praktisk være en vis aktivitet forbundet med udvælgelsen af det område, der skal iagttages, men principielt set tænkes subjektet primært som modtager af de indtryk, verden leverer – indtryk, på baggrund af hvilke det kan danne sig teorier om, hvordan verden er indrettet. I en anden forstand kan man naturligvis også tale om, at subjektet er aktivt i forbindelse med dannelsen af sådanne teorier, og et større stridspunkt igennem hele filosofihistorien har da også netop været spørgsmålet om, hvilket bidrag individet selv leverer i denne sammenhæng⁴⁴. Pointen er

44 Den tyske idealisme, særlig Fichte og Schelling, men også Kant og Hegel i nogle læsninger af dem, er kendetegnet ved at argumentere for den afgørende betydning, som individets aktivitet i denne forstand af ordet har for erkendelse.

Fichte, 1961, Schelling, 1927, Kant, 1990, Hegel, 1952.

imidlertid, at en sådan aktivitet udelukkende foregår på subjekt- eller refleksionssiden – der er ikke tale om handlinger i forhold til verden, blot om en evt. (for-)sortering og/eller (for-)fortolkning af indtrykkene. Som R. Rorty lettere ironisk har gjort opmærksom på, tæn-kes bevidstheden som et spejl af verden, og spørgsmålet om graden af 'aktivitet' er spørgs-målet om, hvilken forvrængning af det spejlede spejlet giver (Rorty, 1980). 'Aktivitet' i denne forstand er derfor at betragte som et (mere eller mindre nødvendigt) onde, der i videst muligt omfang bør undgås, medmindre man som idealisterne søger at vende ondet til et gode ved at problematisere objektsiden af subjekt-objekt-modellen og hævde, at der kun gives subjektsiden – at spejlets verden er den eneste eksisterende⁴⁵. ’Aktivitet’ bliver da et gode, da det er erkendelsens betingelse, men kun på bekostning af den ydre verdens uaf-hængige eksistens. Til forskel herfra er den form for aktivitet, som mangler i den traditio-nelle subjekt-objekt-model, individets aktive indgriben i verdenen – dets handlinger i (akti-oner og reakti(akti-oner på) den verden, det lever i.

Passiviteten i opfattelsen ses faktisk i selve valget af ordet 'repræsentation'. Dette kan som bekendt betyde to ting, nemlig dels 'at stå for', dels at 're-præsentere', dvs. at 'præsen-tere igen'. I forbindelse med sproglig repræsentation har ordet for mig at se begge betydnin-ger, idet sanseindtrykkene netop gengives (re-præsenteres) i ord, hvorved ordene, i kraft af at modellere verden, kommer til at stå for (være repræsentant for) indtrykkene. Begge be-tydninger har en udtalt klang af passivitet: En gengivelse skal være så nøjagtig som mulig, dvs. ikke forholde sig aktivt til dét, den gengiver, og i særdeleshed ikke være i interaktion med det; og ligeledes er en god repræsentant tro mod sit forlæg og allerhøjst aktivt på dettes vegne.

Ud over at denne klang af passivitet lægger repræsentationsopfattelsen også op til forstå-elsen af viden som en i det væsentlige statisk størrelse. Ikke på den måde forstået, at en per-son ikke kan forøge sin viden, men således, at den viden, vedkommende på et givet tids-punkt har, ikke ændres, kun suppleres af, at der kommer ny viden til. Repræsentationen kan gøres mere detaljeret eller udbygges på nye områder med tilføjelsen af ny viden, men dette medfører ikke nogen forandring af den allerede eksisterende viden. Der kommer, for nu at bruge et billede, blot flere uafhængige sandkorn oven i den allerede eksisterende bunke. I læringsmæssig sammenhæng betyder dette, at viden principielt set kan afgrænses på hånd, således at læringsindholdet – hvilket og hvor meget – kan fastsættes før et givet for-løb, uafhængigt af læringssituationen. Viden forstås derfor også på dette punkt som noget af praksis uafhængigt – det menes ikke at tage form fra den situation, den indgår i, men menes

45

uforandret at kunne abstraheres herfra og diskuteres 'på egne præmisser' som en én gang givet, selvberoende blok af repræsentationer.

Et gennemgående træk ved den traditionelle opfattelse er, som det er antydet i det fore-gående, den forestilling, at menneskets primære vidensmæssige tilgang til verden er obser-verende/iagttagende og/eller teoretisk reflekterende⁴⁶. Interaktion med verden er i bedste fald uden betydning for videnserhvervelsen og i værste fald direkte forblindende: Man kan ikke 'se' sagen, fordi man 'står midt i den' – man er, som vi siger, nødt til at 'træde et skridt tilbage' for at få øje på dens rette sammenhæng⁴⁷. At besidde viden er at have en sand teori, ikke f.eks. at kunne handle adækvat i praksis. Sædvanligvis negligeres praksis og forholdet mellem teori og praksis fuldstændigt i vidensdiskussionen, idet det interessante i den sam-menhæng netop menes at finde sted på subjekt-/repræsentationssiden; og når sådanne spørgsmål endelig diskuteres, er det med udgangspunkt i den opfattelse, at praksis er en ap-plikationsinstans for teorier – aldrig en selvstændig erkendelsesmæssig faktor. Teorier kan afprøves og anvendes i praksis, men de struktureres og konstitueres ikke af praksis (udover af afprøvningens ja/nej-svar), og praksis kan i særdeleshed ikke give en udelukkende hand-lingsrelateret viden, der ikke kan udtrykkes teoretisk. Den nyuddannede læge, der har er-hvervet sig den komplette sproglige repræsentation af sygdomme, behandlingsformer etc., besidder eo ipso al den viden, der findes på det medicinske område, om end hans⁴⁸ erfaring i praksis vil være relativt lille. Forholdet mellem teori og applikation af teori i praksis anses endvidere for mere eller mindre uproblematisk – har man den korrekte repræsentation af et givet felt, forventes man derved også at være en kompetent praktiker. Og for de filosoffer, der konstaterer, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet, er forklaringen herpå ikke, eksem-pelvis at viden essentielt er bundet til praksis og som sådan må læres deri, men blot at der til enhver specifik situation hører særegne betingelser, som det også er nødvendigt at have en viden om. Den generelle teori skal derfor suppleres med en teori om de situationsspecifikke

46Denne forestilling har sine rødder helt tilbage til Platon, der gik så vidt som til at mene, ikke blot at konkret interak-tion med verden i form af f.eks. arbejde var laverestående og virkede forblindende i vidensmæssig sammenhæng, men også at teoretiseren på baggrund af iagttagelser af den synlige verden ledte til usandhed. Kun vha. ren refleksion, dvs.

via fornuftens egne overvejelser mente han, at sandheden kunne nås. Jf. f.eks. Platon (1987). Filosofferne efter Platon har forholdt sig forskelligt til spørgsmålet om relationen mellem fornuft og empiri, men har – med nogle få undtagelser som Hegel og Marx (jf. Hegel, 1952 og Marx, 2000) – indtil for nylig ikke problematiseret opfattelsen af, at sandheden nås via iagttagelse af og/eller refleksion over, men bestemt ikke interaktion med, verden.

47En helt moderne udgave af denne opfattelse findes, som jeg var inde på i introduktionen, i Luhmanns systemteoreti-ske konstruktivisme. Ifølge Luhmann kan erkendelse kun opnås ved at 'systemet' (her mennesystemteoreti-sket) trækker sig radikalt tilbage fra (lukker sig for) sin 'omverden', idet det kun herigennem kan iagttage forhold i denne omverden. Så længe der ikke er noget skel mellem system og omverden (her: så længe mennesket blot handler i verden), kan der ikke forekom-me nogen erkendelse, da der intet kan 'ses'. Luhmann bruger denne opfattelse som arguforekom-ment for, at enhver erkendelse nødvendigvis udelukkende må være 'systemets' (individets) egen konstruktion. Jf. Luhmann, 1998.

48Jeg vil igennem afhandlingen benytte mig af traditionel dansk retskrivning og omtale alle ikke nærmere bestemte personer i maskulinum. En undtagelse herfra vil dog være omtalen af personer med tilhørsforhold til en gruppe, hvis medlemmer i langt de fleste tilfælde er kvinder. Sådanne personer, eksempelvis sygeplejersker, vil der blive refereret til i femininum.

initialbetingelser⁴⁹ – eller med andre ord med flere sproglige repræsentationer. Har man imidlertid al teori, både generel og specifik, menes den adækvate handlen til gengæld også at være garanteret: Teorien udstikker regler, som kan efterfølges med kendskab til de kon-krete initialbetingelser. Også i analysen af praksis viser teoriens forrang sig altså – praksis er i det væsentlige blot udført teori.

Fokuseringen på teori ses også i det forhold, at viden forstås som nødvendigvis knyttet til sproglige repræsentationer. En repræsentation i form af et billede (tegning, maleri) opfattes således ikke som viden – ja, diskuteres vel knap nok af traditionen – på trods af, at vi dag-ligsprogsmæssigt ville sige, at dét at kunne tegne en kat om end ikke andet så implicerer en viden om, hvordan en sådan ser ud. Og dette vel at mærke uafhængigt af, om tegneren kan sige, hvordan en kat ser ud. Omvendt er det også et udslag af den teoretiske grundholdning, såvel som af subjekt-objekt-tankegangen, at sprog i så høj grad opfattes som knyttet til re-præsentationer: Sprogets primære, hvis ikke eneste, rolle er i traditionens diskussion af det at udtrykke overbevisninger om forhold i verden, ligesom også om egne sindstilstande; dvs.

netop at give repræsentationer. Som L. Wittgenstein formulerede det i Tractatus, før hans 'vending' mod dagligsproget: "Die allgemeine Form des Satzes ist: Es verhält sich so und so" og "Der Satz ist ein Bild der Wirklichkeit."(Wittgenstein, 1984a, §4.5 og §4.01)⁵⁰ Da subjektet tænkes essentielt adskilt fra verden med en blot iagttagende position i forhold her-til⁵¹, kan sproget ikke have nogen handlingsmæssig betydning, og kan da slet ikke være konstitutiv for bestemte sammenhænge, som individet indgår i, men kan kun tjene som me-dium for de iagttagelser, som nævnte subjekt gør sig.

Over for denne måde at forstå sproget på ønsker jeg at fremføre den allerede omtalte sen-wittgensteinske opfattelse, at et ords betydning ikke uden afgørende tab kan specificeres i form af nødvendige og (tilsammen) tilstrækkelige betingelser, men at sproget i stedet henter sin specifikke mening fra de handlingssammenhænge, det indgår i. ”Unsre Rede erhält durch unsre übrigen Handlungen ihren Sinn", som Wittgenstein siger (Wittgenstein, 1984c,

§229). For mig at se er sprog ikke primært noget, vi laver repræsentationer i, men er i stedet noget, vi handler ved hjælp af, og selv når vi fremsætter sætninger, der for en overfladisk

49En sådan opfattelse er at finde f.eks. hos K. Popper. Jf. Popper, 1972. D. Schön har kaldt opfattelsen for "den teknologiske rationalitet" og har kritiseret den for ikke at tage højde for den tavse, praksisbundne viden og praksisrelate-rede refleksion, som den kompetente praktiker gør brug af. Den kritik, som jeg i det følgende vil rette mod den traditio-nelle opfattelse, er på mange punkter inspireret af Schöns analyser.

50Wittgenstein fremsætter i Tractatus en billedteori for mening, der er meget bogstavelig i sin udlægning af begrebet 'billede'. Således mener han, at sætninger (eller rettere: elementarsætninger, som almindelige sætninger er kombinatio-ner af) udviser strukturlighed, dvs. isomorfi, med forhold i verden. Det er naturligvis ikke alle inden for traditionen, der vil kunne godtage denne opfattelse, men forstås 'billede' mere metaforisk, må termen siges blot at være et andet ord for re-præsentation og som sådan acceptabel for traditionen generelt.

51Det er karakteristisk for den traditionelle teorifikserethed, at individet selv i forhold til sine egne sindstilstande

opfat-betragtning er 'repræsentationelle', gør vi det ofte ikke med repræsentation for øje, men som et led i en handlingsmæssig kontekst. Den i erkendelsesteoretiske diskussioner klassiske sætning "Katten sidder på måtten" fremsættes f.eks. sjældent eller aldrig som en blot og bar 'repræsentation af forhold i verden' – i stedet siger vi noget sådant til barnet, der leder efter katten; i overraskelse over, at katten har sat sig netop dér; eller i irritation over, at den nu igen sidder på måtten, selvom den ikke må. Den præcise betydning af sætningen afhænger af den rolle, den spiller i den konkrete sammenhæng, hvilket også ses af de ganske forskel-ligartede handlinger, der typisk vil følge efter fremsættelsen af den: I det første tilfælde er sætningen en oplysning til barnet, der normalt vil reagere på den ved at løbe hen til måtten. I det andet tilfælde er den et udbrud, som kan efterfølges af en undersøgelse af, hvorfor katten ikke er, hvor den plejer at være. Også i det tredje tilfælde er sætningen et udbrud, men her givetvis ét, der er optakten til, at katten jages væk fra måtten. Med Austin og Searle ønsker jeg at sige, at der i de tre tilfælde udføres tre forskellige talehandlinger, og at selvom disse alle involverer den samme sætning i snæver forstand (samme lokutionære handling med Austins ord, jf. Austin, 1962, Searle, 1969) siges der rent faktisk tre forskellige ting. Pointen er, at om end der måske nok indgår samme bogstavelige mening i de tre situationer, er det stort set aldrig denne, vi umiddelbart siger sætningen for at fremsætte, ligesom det heller ikke er den, tilhøreren primært relaterer til eller forstår sætningen som, idet vi i stedet forstår sætningen med dens situationelle fylde, dvs. med den mening, den har i konteksten⁵².

Nu skal det netop sagte ikke forstås, som ville jeg hævde, at vi i praksis aldrig repræ-senterer forhold i verden. Det mener jeg nok, vi gør – blot har sådanne repræsentationer en noget anden betydning end den, der traditionelt er blevet tillagt dem: De laves ikke for deres egen skyld, for at subjektet kan danne sig et teoretisk overbevisningssystem om verden, men i stedet som en integreret del af de aktiviteter, individet på det pågældende tidspunkt tager del i. Lægen, der søger at bestemme, hvilken sygdom en given patient lider af, gør f.eks.

ikke dette blot for at lave sig en repræsentation, men som et led i den overordnede aktivitet at hjælpe patienten af med de problemer, vedkommende har. Kun i forhold til konkrete handlingssammenhænge har repræsentationer mening – sagde lægen under en konsultation pludselig helt ud i det blå, dvs. uden relation til konteksten, "Du har to hænder", ville man blive i tvivl, ikke kun om, hvad han mente, men i lige så høj grad om, hvorvidt han var helt normal. Det er en del af vores 'sprogspil', for nu at bruge Wittgensteins udtryk, at mangt og

52 Jeg er her uenig med Searle, der mener, at vores forståelse går via den bogstavelige mening, således at vi først forstår denne og dernæst giver den situationel mening (forstår den som den talehandling, den er) – for mig at se forstår vi grundlæggende meningen i ét, således at en bestemt sætning fremsat i en given situation fremstår for os i hele sin bog-staveligt betingede, situationelle fylde, med sin bogstavelige mening bestemt gennem den situationelle og omvendt. I sine seneste værker siger Searle, at selv ’bogstavelig mening’ kun giver denne ’bogstavelige mening’ på baggrund af megen viden og kunnen, som vi allerede har angående den pågældende situation, hans såkaldte Background. Jf Searle, 1983. Dette er jeg enig med ham i, men jeg vil dertil føje, at det ikke kun er baggrundsviden, der spiller ind på vores forståelse af, hvad der er den ’bogstavelige mening’, men situationen som sådan.

meget ikke siges og ikke kan siges, idet man, hvis man forsøgte herpå, ville sige noget, der var uforståeligt i enhver konkret given sammenhæng. Wittgenstein hævder, at domme, der angår sådanne ikke-artikulerbare forhold, f.eks. "Her er en hånd", er meningsløse – det bør her præciseres, at de er meningsløse i konteksten: Da de forhold, som deres bogstavelige indhold repræsenterer, er grundlæggende for vores menneskelige forholden os i situationen – for det givne sprogspil og i videre forstand for vores livsform⁵³ – kan de ikke under nor-male omstændigheder fremsættes inden for disse sprogspil. Gør man det alligevel, vil tilhø-reren frem for blot at opfatte det som fremsættelsen af en unødvendig selvfølgelighed, søge

’bag om’ ordene efter en ’anden’ mening, for ”noget må vedkommende da have ment”.

Domme som "Her er en hånd" eller "Jorden forsvinder ikke pludselig under fødderne på mig" er derfor meningsløse i de fleste konkret givne kontekster – vi tænker dem ikke, vi handler ud fra dem. Ikke i den forstand, at vi på forhånd har 'gjort os dem klart', dvs. har repræsenteret dem for os selv, men således forstået, at vi handlingsmæssigt tager dem som udgangspunkt – de står fast med vore handlinger og er så at sige den akse, hvorom disse drejer sig (jf. Wittgenstein, 1984c, §152)⁵⁴.

For mig at se er den helt centrale pointe hos den senere Wittgenstein, som jeg allerede var inde på i introduktionen i redegørelsen for mit metateoretiske grundsyn, denne flytten fokus fra teori til praksis, fra mennesket som tænkende væsen, der er fundamentalt adskilt fra det objekt, det søger at lave sproglige repræsentationer af, til mennesket som handlende væsen, for hvem dét at lave repræsentationer såvel som sprogbrug generelt er en del af dets måde at leve i verden på. Hans analyse peger mere konkret på en form for viden, der ikke er teoretisk, dvs. sprogligt repræsenteret for os, men som er knyttet til og kommer til udtryk i praksis. Som Wittgenstein siger: "Mein Leben zeigt, daß ich weiß oder sicher bin, daß dort ein Sessel steht, eine Tür ist usf. Ich sage meinem Freunde z. B. »Nimm den Sessel dort«,

»Mach die Tür zu« etc. etc. ". Eller: "»Ich weiß, daß dieses Zimmer auf dem zweiten Stock ist, daß hinter der Tür ein kurzer Gang zur Treppe führt, etc.« Es ließen sich Fälle denken, wo ich diese Äußerung machen würde, aber es wären recht seltene Fälle. Anderseits aber zeige ich dieses Wissen tagtäglich durch meine Handlungen und auch in meinem Reden.

Was entnimmt nun der Andre aus diesen meinen Handlungen und Reden? Nicht nur, daß

53 Endnu et af Wittgensteins tankevækkende begreber.

54 Jeg ønsker ikke i denne sammenhæng at tage generel stilling til, hvilken grad af realeksistens de forhold, der således står fast for os med vore handlinger, har, dvs. om forhold, der danner grundlag for vore handlinger, også reelt vil eksi-stere, eller om de kan tænkes blot at være socialt konstituerede størrelser nødvendig for en i bund og grund tilfældig socialt konstitueret praksis. Ej heller ønsker jeg her at diskutere måder, hvorpå man kan undersøge dette spørgsmål. Det har for nogle praksisser stået urokkeligt fast, at ’der findes hekse’ – dette har været en akse, som både deres religiøse og personligt-sociale handlinger har drejet omkring – og der har ikke været nogen simpel måde for f.eks. vesterlændinge at overbevise om rigtigheden af deres syn på den sag, dvs. om rigtigheden af den akse, hvorom deres handlinger drejer:

ich meiner Sache sicher bin? – Daraus, daß ich hier seit vielen Wochen gewohnt habe und täglich treppauf und -ab gegangen bin, wird er entnehmen, daß ich weiß, wo mein Zimmer gelegen ist…" (Wittgenstein, 1984c, §§ 7 og 431). Pointen er, at en sådan viden udspringer af og er indlejret i vores praktiske omgang med verden – vi lærer den, samtidig med at vi oplæres i (eller afrettes til, som Wittgenstein lidt provokerende udtrykker det, jf. Wittgen-stein, 1984b, § 5) de sprogspil, vores liv består af, uden at vi på noget tidspunkt behøver at

ich meiner Sache sicher bin? – Daraus, daß ich hier seit vielen Wochen gewohnt habe und täglich treppauf und -ab gegangen bin, wird er entnehmen, daß ich weiß, wo mein Zimmer gelegen ist…" (Wittgenstein, 1984c, §§ 7 og 431). Pointen er, at en sådan viden udspringer af og er indlejret i vores praktiske omgang med verden – vi lærer den, samtidig med at vi oplæres i (eller afrettes til, som Wittgenstein lidt provokerende udtrykker det, jf. Wittgen-stein, 1984b, § 5) de sprogspil, vores liv består af, uden at vi på noget tidspunkt behøver at