Regler og regelanvendelse

Diskussion af Wittgensteins regelfølgeovervejelser og af relationen mellem regel og praksis.

Det hævdes, at førstnævnte peger på eksistensen af en værensmæssigt tavs vidensform, idet regelanvendelse synes at fordre en ikke-sproglig ’føling med situationen’.

De fleste læsninger af Wittgenstein lægger stor vægt på begrebet 'regel' i forbindelse med diskussionen af praksis, idet de vil hævde, at en praksis, i kraft af at være en meningsfuld aktivitet, nødvendigvis må være regelstyret (jf. f.eks. Kripke, 1982, Kenny, 1973 og Winch, 1990). Denne tanke er ikke ny, men er snarere en generaliseret version af den tidligere

57 Som sagt har den angelsaksiske filosofiske tradition i vid udstrækning enten forstået ’repræsentation’ som synonymt med ’sproglig repræsentation’ eller i hvert fald ment, at relationen mellem en evt. ikke-sproglig repræsentation og dens sproglige udtryk var ligefrem og uproblematisk. Jeg deler ikke denne opfattelse af, at eksempelvis et billede umiddel-bart lader sig ’oversætte’ til en sproglig beskrivelse, men mener, at relationen er mere kompleks, og at vi meget vel kan have eksempelvis mentale billedlige repræsentationer, som ikke let lader sig beskrive i ord. Selv med en mere nuanceret repræsentationsopfattelse mener jeg dog ikke, at opfattelsen af, at viden nødvendigvis består af repræsentationer, kan opretholdes: En sådan mere nuanceret repræsentationsopfattelse ville for mig at se grundlæggende være åben for samme kritik, som den jeg ovenfor rettede mod den angelsaksiske version af repræsentationsopfattelsen, nemlig at den i for høj grad bygger på en subjekt-objekt-opfattelse af menneskets forhold til verden, og at den altså ikke i tilstrækkelig grad tager højde for, at mennesket er et handlende subjekt i verden. Og at den i forlængelse heraf tilskriver individet en for passiv rolle i erkendelsen og forstår viden for statisk. I bund og grund ville en sådan repræsentationsopfattelse således ikke kunne redegøre for den grad af fleksibilitet, som viden for mig at se har.

nævnte traditionelle opfattelse af adækvat handling som teoriudøvelse i form af regelfølge.

Forskellen er at finde i den konkrete udlægning af regelfølge, som Wittgenstein ifølge disse læsninger leverer: Hvor traditionen ser selve henvisningen til, at en handling har fulgt en given regel, som en garanti for, at den er adækvat, og ikke opfatter spørgsmålet om, hvor-dan vi følger en regel, som problematisk, er det præcis sidstnævnte spørgsmål, Wittgenstein beskæftiger sig med. Han peger på, at en regel ikke selv viser sin anvendelse, idet det altid vil være muligt at give den et utal af tolkninger, der hver for sig leder til forskellige kon-krete handlinger. Det nytter her ikke blot at henvise til, at reglen skal bruges 'på samme må-de' som hidtil – da ingen situationer ligner hinanden fuldstændigt, er spørgsmålet netop, hvad 'samme måde' vil sige i nye kontekster. Samtidig skal der også være forskel på at tro, man følger reglen, og virkelig at gøre det, hvorfor det ikke er nok at være overbevist om, at man 'gør det samme'. Problemet kan heller ikke løses ved at postulere en metaregel til ud-vælgelsen af den rette tolkning, da også denne metaregel vil kunne gives rigtigt mange tyd-ninger, og et sådant skridt derfor vil lede til en uendelig regres af regler for reglers anven-delse. I denne forbindelse hævder de fleste Wittgensteinfortolkere, at Wittgensteins 'løsning' består i en henvisning til den 'offentlige kontrol' som den instans, der sikrer den rette regel-følge: Andres reaktioner på min måde at følge reglen på fortæller mig, om jeg anvender den ligesådan, som fællesskabet mener, den hidtil er blevet brugt. Denne 'løsning' finder jeg imidlertid ikke acceptabel – som A. J. Ayer har gjort opmærksom på, er der ikke noget prin-cipielt vundet ved at henvise til fællesskabet frem for enkeltindividet, da muligheden for kollektiv glemsel eller fejltagelse logisk set er lige så graverende i forhold til sikring af kor-rekt regelfølge som den tilsvarende mulighed på individuelt plan (Ayer, 1985). Men rent faktisk mener jeg heller ikke, at denne udlægning af Wittgenstein er korrekt – den beror ef-ter min mening på en intellektualiserende fejllæsning, der ikke tager højde for hans poinef-ter vedrørende praksis. Dette vil jeg søge at argumentere for i det følgende.

Sagen er for mig at se den, at de fleste Wittgensteinfortolkere har en tilbøjelighed til at forstå hans begreb 'praksis' som 'sproglig praksis', således at det f.eks. er en 'praksis' at bruge ordet 'blå' om blå ting, og i det hele taget til, helt i tråd med traditionel angelsaksisk filosofi, at ville sprogliggøre praksis. Og det på trods af, at Wittgensteins primære pointe, i hvert fald som jeg forstår ham, er, at praksis, dvs. handlende praksis, går forud for sproget, og at der i sidste instans ikke er andet retfærdiggørelsesgrundlag for vore handlinger end netop dét, at således handler vi⁵⁸. "Im Anfang war die Tat", som Wittgenstein citerer Goethe, og "»Wie kann ich einer Regel folgen?« – wenn das nicht eine Frage nach den Ur-sachen ist, so ist es eine nach der Rechtfertigung dafür, daß ich so nach ihr handle. Habe ich

58 Hermed ikke være sagt, at Wittgenstein ikke også bruger ordet praksis om sproglig praksis – det mener jeg nok, han

die Begründungen erschöpft, so bin ich nun auf dem harten Felsen angelangt, und mein Spaten biegt sich zurück. Ich bin dann geneigt zu sagen: »So handle ich eben.«" (Wittgen-stein, 1984c, §§ 402 og 217). Efter min mening bør hele problemstillingen, som den hidtil er beskrevet, vendes om: Det er nemlig ikke regler og regelfølge, der sikrer en praksis' me-ningsfuldhed – langt snarere er det praksis, altså dét, vi gør/den måde, vi handler på, der giver mening til de regler, vi evt. søger at beskrive praksissen med. Den traditionelle intel-lektualiserende fokuserethed på teori og sprog har gjort den sproglige begribelse af praksis – reglen – til det væsentlige, hvor det dog for mig at se er indlysende, at når en sådan ikke selv kan vise sin anvendelse, er det anvendelsen, man skal koncentrere sig om, ikke reglen.

Hvilket efter min mening også præcis er, hvad Wittgenstein gør.

Dette ses tydeligt i hans behandling af eksempler og deres betydning (jf. f.eks. Wittgen-stein, 1984b, §§ 71-78 og §§ 208-213). Pointen er, at man, hvis man skal lære en anden en bestemt praksis (f.eks. den at regne), i vid udstrækning gør det vha. konkrete eksempler, ikke via sproglige redegørelser for, hvordan man bruger regler (f.eks. additionsreglen) kor-rekt. Dette er ikke kun, fordi det er nemmere at anskueliggøre reglens brug på førstnævnte end på sidstnævnte måde, men i lige så høj grad fordi den viden, den lærende her skal til-egne sig, findes i eksemplerne og i deres rette anvendelse i den fortsatte praksis. Formålet med eksemplerne er derfor ikke, at den lærende skal abstrahere en bestemt generel viden om reglens brug – en sådan viden ville, i kraft af sin generalitet, kunne udtrykkes sprogligt, hvorfor eksemplerne ret beset ikke virkeligt var nødvendige, da læreren blot (i hvert fald ideelt set) kunne have formuleret den nævnte viden. I stedet er eksemplerne en handlings-vejledning; de er en indføring i, hvordan man bedriver den pågældende praksis, dvs. i, hvad det rent faktisk er, man gør her. De giver, vil jeg mene, en form for forståelse af praksis, vel at mærke ikke en abstrakt, sprogligt artikulerbar forståelse, men en konkret og handlingsre-lateret – en fornemmelse for eller føling med, hvad der i denne situation udgør den adæ-kvate handling.

Det netop sagte skal ikke forstås, som mener jeg, at vi slet ikke anvender eller følger regler i praksis – at regler reelt kun er abstrakte ’after the fact’-bestemmelser af denne: Det er en åbenlys kendsgerning, at vi benytter regler som retningsgivende standarder for vor handlen, som når vi slår op i en ordbog for at sikre korrekt stavemåde eller i en grammatik-bog, hvis vi er i tvivl om kommasætning, forholdsord, ordstilling eller lignende. Matema-tiklæreren, der lærer barnet at regne, introducerer naturligvis også barnet til de forskellige regneregler, herunder additionsreglen. Dét, jeg ønsker at sige, er i stedet for det første, at der er en dialektik mellem regler/standarder og konkret fleksibel handlen i praksis⁵⁹, og for det

59 Det er denne dialektik, som Wenger søger at fange med sine komplementære begreber ’reifikation’ og ’deltagelse’

(Wenger, 1998). Grundet hans fokus på sociale relationers konstitutive betydning for læring og mening bliver hans hovedbegreb til indfangning af denne dialektik ’meningsforhandling’ mellem interagerende parter i det sociale rum. Jeg

andet, at en praksisforståelse er et nødvendigt bindeled imellem disse to forhold, da det er denne forståelse, der muliggør, at den for situationen rette regel følges og vel at mærke føl-ges på den for situationen rette måde⁶⁰. Det er med andre ord fornemmelsen for, hvad der er det rigtige at gøre, der lader den givne regel være den relevante at bruge i den pågældende sammenhæng og dermed gør den til et udtryk for vores praksis. Det fordrer altså en forstå-else af praksis overhovedet at lade en regel være en standard. Hertil kommer, at regler ikke er én gang givne, evigtgyldige fastsættelser af praksis, men kan ændre sig, når vores praksis, bevidst eller ubevidst, ændres. Og dette vil ske netop i kraft af vores praksisforståelse og ændringer i denne. Begynder vi at leve og handle anderledes, bedømmes regler som inadæ-kvate og bliver afskaffet⁶¹. Dette er bestemt ikke altid en fuldstændig uproblematisk affære, da der ofte vil kunne være en ikke lille strid mellem (fortalere for) gammelkendt regelan-vendelse og (udøvere af) forandret praksis. Det vigtigste i denne sammenhæng er dog ikke at give en nøjagtig redegørelse for, hvordan praksis forandres – i stedet er det selve pointe-ringen af, at i mindst lige så høj grad som regler regulerer praksis, 'reguleres' disse regler selv af praksis eller nærmere bestemt: af den ikke-sprogligt ekspliciterbare forståelse heraf, som udspringer af vores konkrete måde at leve og gebærde os i forhold til verden på.

Med dette in mente vil jeg vende mig mod spørgsmålet stillet til slut i sidste afsnit, nem-lig om der ud over vores handlingsmæssige viden, der principielt kan artikuleres i domme, men som i de fleste kontekster ikke i praksis lader sig udtrykke meningsfuldt, også kunne tænkes at findes en værensmæssigt tavs vidensform. Hertil vil jeg sige, at ovenstående di-skussion efter min mening i hvert fald peger på eksistensen af en praksisforståelse, der mu-liggør adækvat regelanvendelse og vurdering af regler med henblik på deres adækvathed.

Denne praksisforståelse er ikke principielt artikulerbar på samme måde som ”Her er en hånd” – ovenstående wittgensteinske pointe er præcis, at forståelsen af, hvordan regler skal anvendes ikke kan udtrykkes udtømmende i ord, da ethvert forsøg herpå vil lede til en uen-delig regres. Hvorvidt denne praksisforståelse har status af ’viden’, vil jeg lade ligge til slut-ningen af kapitlet, efter udfoldelsen af mit begreb ’viden i praksis’. På dette sted ønsker jeg

ønsker ikke at undervurdere betydningen af den sociale forhandling af mening, men ønsker dog at påpege, at der under denne og ofte som udgangspunkt for den er et spørgsmål om individets forståelse af, hvad der udgør den rette handling i den givne situation. Dette er et centralt punkt, hvorpå jeg mener, at mit fokus på individet, med blikket rettet udefter mod praksis, kan bidrage med pointer, som overses af ’situeret læring’-teoretikere som Lave & Wenger grundet deres fokus på sociale relationer.

60 Denne opfattelse af en nødvendig ’praksisforståelse’ står i gæld til Aristoteles’ phronesisbegreb med bestemmelsen af den praktisk vise som den, der er i stand til i enhver situation at gøre det rette på den rette måde på det rette tidspunkt.

Aristoteles, 1976.

61 Et konkret eksempel på dette er ord som ’forfordele’ og ’bjørnetjeneste’, der ifølge ordbogens standard har én betyd-ning, men i praksis af mange bruges med en anden – i de nævnte tilfælde med den modsatrettede. Ved ordbogsrevisio-nen i 2003 ændredes ordbogens standard som følge af den generelt ændrede praksis, således at de to ord nu begge kan bruges med såvel deres oprindelige betydning som med den nye, modsatrettede. Et andet eksempel er pausekommaet,

blot at påpege, at vi i hvert fald synes i praksis at måtte have en eller anden form for tavs erkendelse, det væres sig en ’viden’ eller ikke.

Under alle omstændigheder er der et andet forhold, som bør pointeres i forbindelse med diskussionen af relationen mellem praksis og regel. Traditionelt har man, i den udstrækning man overhovedet har taget praksis i betragtning, som før nævnt ment, at det var praksis' re-gelstyrethed, der sikrede dens meningsfuldhed. Med det her præsenterede perspektiv, ifølge hvilket det i mindst lige så høj grad er praksis, der gør reglen meningsfuld, åbnes imidlertid for den mulighed, at nogle praksisser eller dele af praksisser slet ikke er regelstyrede, men udelukkende et udtryk for den tavse forståelse, vi erhverver os gennem udøvelsen af praksis.

Der er for mig at se i virkeligheden ikke andet argument for, at en praksis nødvendigvis må bestå i regelfølge, end at den ellers ikke vil kunne gives en udtømmende beskrivelse – nok forestiller jeg mig, at argumentet i første omgang snarere ville lyde, at "man må jo vide, hvad man gør", men hvis ikke dette skal være en fuldstændig åbenlys petitio principii (spørgsmålet er jo netop, om man ikke kan 'vide, hvad man gør' uden at 'det, man gør' er udtryk for en regelfølge), så kan dette ikke betyde andet, end at man må kunne sige det. Har man imidlertid først accepteret, at dét, der gør praksis meningsfuld og adækvat, langt fra altid er sprogligt ekspliciterbart, mister dette argument sin efter min mening på forhånd tvivlsomme overbevisningskraft. Nu er den principielle mulighed af en ikke-regelfølgende praksis omvendt naturligvis ikke i sig selv nogen grund til at tro, at en sådan faktisk eksiste-rer – for at overbevise herom må man analysere konkrete eksempler med henblik på at vise, at aktørerne i disse tilfælde ikke følger regler. Dette vil jeg gøre i afsnit 2.4, men forinden finder jeg det nødvendigt mere udførligt end hidtil at præsentere eksempler på vores tavse praksisforståelse. Ud fra det foregående kan det nemlig synes, som om denne udelukkende består i fornemmelsen for, hvad der udgør adækvat handlen, men rent faktisk vil jeg hævde, at dette kun er én måde, hvorpå den kommer til udtryk, og at den reelt har en langt bredere karakter. At noget sådant er tilfældet, vil jeg søge at påvise i det følgende, idet jeg med mine eksempler vil argumentere for det før antydede forhold, at vores tavse forståelse er grundla-get for ikke blot vore vellykkede handlinger inden for et givet felt, men også for vor sprog-lige viden på det pågældende område.