Figur-baggrund-perception

Merleau-Pontys opfattelse af, at vores perception har en figur-baggrund-struktur, introduceres, og med ham argumenteres der for, at denne struktur har sin rod i vores kropslige, engagerede væren i verden. Det hævdes, at vores kropslighed lader forhold i verden fremstå med en mening, som hører til disse forhold selv givet den sammenhæng, som vores interaktion med dem udgør. Det diskuteres, at dette også gælder for den mening som naturlige fænomener som træer, sten og klippevægge har for os, og det præciseres, hvorledes denne opfattelse er kompatibel med et realistisk ontologisk grundsynspunkt.

Som dette sidste punkt illustrerer, lever vi aldrig bare i det orienterede rum, men har i stedet altid allerede også en forståelse af den situation, vi befinder os i. Rummet får sin orientering fra vores kropslighed, men struktureringen af den måde, verden fremtræder for os på, ophø-rer ikke hermed¹⁸⁶. Som Merleau-Ponty gør opmærksom på (Merleau-Ponty, 1962), opfattes ethvert visuelt felt som bestående af figur og baggrund, hvor baggrunden er med til at be-stemme, at vi overhovedet kan se figuren: Figuren er det, der træder frem fra baggrunden, men samtidig er det kun, fordi baggrunden er, som den er, at figuren kan træde frem fra den.

Er ’figur’ og ’baggrund’ uskelnelige som på et stort stykke rødt papir uden streger på, er der slet ikke nogen figur og baggrund på papiret (men papiret kan selvfølgelig selv være figur imod den baggrund, der udgøres af resten af vores synsfelt). Omvendt kan det kræve store anstrengelser at ’finde en figur’ i et komplekst mønster, dvs. finde ud af, hvad der skal træde tilbage i baggrunden, og hvad der skal træde frem – dette er netop, hvad der gør forvand-lingsbilleder, hvor figuren er ’gemt’, til perceptuelle udfordringer. Forholdet mellem figur og baggrund er nemmest at se i tilfælde, hvor vi har et valg mht. hvad der skal være figur og hvad baggrund, som eksempelvis i Rubins velkendte billede af Peter-Paul-vasen nedenfor.

186

Perceptionen af sådanne billeder viser, at figuren ikke ville være synlig uden baggrunden – der ville overhovedet ikke være en figur uden baggrunden, da førstnævnte kun har et omrids givet sidstnævnte – og at baggrunden selv på én gang er synlig og usynlig: Vi fokuserer ikke på den, og den har et klart udetermineret præg, men alligevel er vi marginalt opmærksomme på den, i en sådan grad at vi opfatter det, som om den ’fortsætter under figuren’ og er uden grænser i al sin udeterminerethed. Ydermere er det præcis fordi vi ikke er fokalt opmærk-somme på den, at vi kan have denne oplevelse – i det øjeblik, vi fokuserer på den, bliver den til figur og er derfor determineret og har et klart omrids bestemt af billedets grænser og af dét, der nu er baggrunden (den tidligere figur).

Sagen er nu, at denne figur-baggrund-struktur gør sig gældende i al vor perception, ikke kun af billeder, men lige så fuldt af verden omkring os. I de normale tilfælde er der blot ikke den frihed i valg af figur/baggrund, som der er i de to ovenstående billeder – i normal per-ception træder nogle fænomener helt entydigt frem som figurer, mens andre forbliver en del af baggrunden. Med Merleau-Pontys ord: ”[I]n a normal visual field, the segregation of planes and outlines is irresistible; for example, when I walk along an avenue, I cannot bring myself to see the spaces between the trees as things and the trees themselves as a back-ground. It is certainly I who have the experience of the landscape, but in this experience I am conscious of taking up a factual situation, of bringing together a significance dispersed among phenomena, and of saying what they of their own accord mean.” (Merleau-Ponty, 1962, s. 263). Dette skal imidlertid ikke forstås, som om vi blot og bart, uproblematisk, per-ciperede verden, ’som den er i sig selv’. Sagen er snarere den, at som de kropslige, levende, handlende individer, vi er, er bestemte forhold, som jeg allerede var inde på i del 1, på for-hånd væsentlige for os, hvorfor verden, som den er i sig selv, præsenterer sig for os ladet med mening¹⁸⁷. Den mening, vi oplever, er, som Merleau-Ponty siger i ovenstående citat, ikke én, vi projicerer ind i verden, men er i stedet én, der træder frem ved fænomenerne selv med den strukturering af den konkrete situation, som vores levende, kropslige engagement i verden giver. Vores kropslige engagement er med andre ord en nødvendighed for, at fæno-menerne kan åbenbare deres mening – ikke kun i den trivielle forstand, at vi må åbne øjnene for at se og række hænderne frem for at røre, men i den dybere betydning, at meningen er noget, fænomenerne selv har givet den måde, vi interagerer og engagerer os handlingsmæs-sigt med dem på.

Lyder dette selvmodsigende eller meningsløst, er det for mig at se et udslag af traditio-nens alt for rigide epistemologi, der for det første siger, at verden består af objekter, som vi perciperer egenskaber ved, og for det andet at disse perciperede egenskaber enten er ’i’ ob-jekterne selv (Lockes primære kvaliteter) eller er noget, vores perceptuelle apparatur tilføjer

187 Et forhold, der forstærkes, ikke formindskes, med udviklingen af viden i praksis.

i perceptionsakten (Lockes sekundære kvaliteter). Denne opfattelse overser den efter min mening åbenlyse mulighed, at der kan være forhold eller egenskaber ved fænomenerne, der kun konstitueres som sådanne gennem vores interaktion med dem. En hammer kan, med Heideggers eksempel (Heidegger, 1986, s. 154f., 157 og 360f), være ’for tung’¹⁸⁸, hvilket vil sige, at den er for tung til det konkrete stykke arbejde, som den pågældende person er i færd med at udføre med den styrke, de evner, det engagement og den interesse, som ved-kommende nu engang har i den givne situation. ’For tung’ er således et forhold ved hamme-ren, som klart hører til denne, dvs. som ikke blot er en subjektiv oplevelse (en lockesk se-kundær kvalitet) – det er en kendsgerning om hammeren, at den er uegnet til det bestemte stykke arbejde, fordi den er for tung. Men det er vel at mærke en kendsgerning om den givet den konkrete situation: Vores kropslige, levende, engagerede deltagelse i den konkrete handlingssammenhæng lader simpelthen hammeren træde frem på denne måde i kraft af vores interaktion med den.

Nu kan det synes, som om dette eksempel er anderledes end Merleau-Pontys, da hamme-ren indgår i en handlingssammenhæng, konstitueret af menneskelige aktiviteter, mål og øn-sker, i hvilken hammeren først får sin identitet som hammer¹⁸⁹; hvilket ikke på tilsvarende måde synes at gøre sig gældende for træerne, der ses på gaden. Ikke desto mindre vil jeg hævde, at også i det merleau-pontyske tilfælde, er det i kraft af vores kropslige eksistens, at træerne umiddelbart giver sig som figur og rummene imellem dem som baggrund: Træer er vigtige for os, som de væsener vi er – de kan give skygge for solen og ly for regnen, man

188 Heidegger modsætter sig brugen af begrebet ’egenskab’ om forhold, som træder frem ved ting (eller rettere, ’det værende’, for at blive i Heideggers terminologi) i deres ’Zuhandenheit’, dvs. i den måde, de umiddelbart giver sig for os i vores brugende omgang med dem (Heidegger, 1986, s. 83). Dette gør han, fordi han, i sin diskussion af forholdet mellem hans opfattelse og traditionel filosofi, reserverer termen ’egenskab’ til de forhold, der træder frem ved det væ-rende i deres ’Vorhandenheit’, dvs. i deres væren som objekter uafhængigt af os og vores brugende omgang med dem.

Denne måde at være på er ifølge Heidegger derivativ, idet den fordrer et brud med den praktiske betydningssammen-hæng, vi altid allerede er i. Alligevel er det, ifølge Heidegger, den eneste værensmåde, som den filosofiske tradition har kunnet tilskrive det værende, idet denne tradition fuldstændigt har overset (betydningen af), at vi altid allerede er i ver-den, og har taget udgangspunkt i det erkendende subjekt sat over for verden. Jeg ønsker dog ikke at lægge mig fast på den traditionelle brug af begrebet ’egenskab’ og bruger det derfor i en bredere betydning, i hvilken man meningsfuldt kan hævde, at egenskaber ved tingene konstitueres gennem vores interaktion med dem.

189 Som jeg kort var inde på i slutningen af del 1 er hammeren nemlig kun hammer (frem for papirvægt, golfkølle, metalklods på stang eller andet) givet den betydningshelhed, som vores brugende omgang med den, såvel som med søm, brædder, høvle, stemmejern osv., udgør. Dette betyder dog ikke, at det, der gør hammeren til hammer er en ’sub-jektiv tilføjelse i perceptionsakten; det er blot, på et niveau forskudt i forhold til aspektet ’for tung’, et eksempel på, som jeg udtrykte det ovenfor, at mening er noget, fænomenerne selv har givet den måde, vi interagerer og engagerer os handlingsmæssigt med dem på. Det er her vigtigt, at der ikke er noget tilfældigt eller enkeltstående over, at hammeren er hammer frem for papirvægt eller golfkølle – selvom den meget muligt kunne bruges til disse formål også, egner den sig givetvis bedre til det førstnævnte, som er det, den er lavet til. Og det er under alle omstændigheder en del af den praktiske måde, vi omgås verden på, at vi bruger genstande, der ser således ud, til at hamre med. Det, der gør en ham-mer til hamham-mer, er derfor ikke, at den en enkelt gang bruges som hamham-mer, eller for den sags skyld at den flere gange bruges således, men at vi i den kultur, vi lever i, designer og omgås sådanne genstande på denne bestemte måde. Ham-meren ville også være en hammer, selvom den af en eller anden grund aldrig kom i brug, og omvendt bliver en

vandre-kan klatre, lege og gemme sig i dem, nogle af dem bærer spiselig frugt, kigger man sig ikke for, kan man gå ind i dem; dertil kommer, at vi finder dem kønne at se på¹⁹⁰. I den måde, som vi lever og handler i forhold til træerne på, giver disse sig, når vi går på gaden, naturligt som figurer, hvorimod ’hullerne’ mellem dem giver sig som baggrund¹⁹¹. Det er her vigtigt at bemærke, at det ikke bare er, fordi træerne er fysiske, mærkbare genstande, og ’hullerne’

imellem dem er luft, som vi kan bevæge os igennem, at vi ser førstnævnte som figur og sidstnævnte som baggrund. Ser man på et hul i en væg, er det hullet, der er figuren, og ikke væggen – også selvom hullet i væggen er så stort, at man kan gå igennem det. Og grunden til dette er ikke, at væggen er menneskeskabt og som sådan i modsætning til træerne er del af en betydningshelhed – et hul i en klippevæg vil nemlig også opleves som figur mod klip-pevæggens baggrund. Pointen er i stedet, at også naturlige fænomener som træer, sten og klippevægge træder frem for os med den mening, de har, i kraft af vores kropslige, engage-rede, handlende væren i verden, og at de som sådan også altid er del af en betydningshelhed, selvom de ikke er menneskeskabte¹⁹². Vigtigt er det, at denne mening, som Merleau-Ponty siger, ikke er én, vi arbitrært tilskriver, men i stedet én, der ’tages op’ fra eller hører til fæ-nomenerne selv, men vel at mærke hører til dem selv i den sammenhæng, som vores inter-aktion med dem udgør. Det er i denne forstand, at Heideggers eksempel med tilskrivelsen af egenskaben ’for tung’ til hammeren kan belyse Merleau-Pontys beskrivelse af den måde, hvorpå vi umiddelbart opfatter træet som figur: Heideggers eksempel viser, hvordan en egenskab i en konkret situation kan konstitueres gennem vores interaktion med den pågæl-dende ting, uden at egenskaben af den grund er en subjektiv tilføjelse i perceptionsakten, eller for den sags skyld et subjektivt konstitueret forhold overhovedet. Muligheden af en sådan konstitution af en konkret situationsafhængig, men ikke af den grund mindre faktuel, egenskab mener jeg viser hen til den måde, hvorpå vores umiddelbare perceptuelle opfat-telse af træer som figurer skal forstås. I den sammenhæng er der godt nok ikke her og nu nogen direkte kropslig interaktion med træet, men der er hele vores kropsskemamæssige handlingsrelaterede baggrundsviden om, hvad træer er, og hvad gader er, og det er denne, der gør, at vi uden videre i den konkrete situation opfatter træerne som figurer på gadens baggrund. Og det, som jeg gerne vil vise med Heideggers eksempel, er, at der ikke er noget arbitrært eller subjektivt over denne fremtræden, men at den er et simpelt, faktuelt resultat af

190 Der er inden for rammerne af denne afhandling ikke plads til at diskutere nærmere, hvilken rolle æstetiske forhold spiller i forbindelse med spørgsmålet om, hvad der træder frem for os i en given situation. Her ønsker jeg blot at kom-mentere, at vores æstetiske indstilling naturligvis også har indflydelse herpå.

191 Et træ kan dog også være baggrund for en spætte, der sidder og hakker i det. Det er i den konkrete kontekst – en person, der går på gaden – at træerne umiddelbart giver sig som figurer.

192 Ofte er de naturligvis også, om end ikke menneskeskabte, så dog frembragt eller i det mindste behandlede af mennesker: Træer dyrkes i plantager, sten flyttes for at give plads til marker, stier trædes til i bjerglandskaber lige så vel som i dale, og klippevægge sprænges af og til i luften til fordel for veje.

den interaktion, som vi, som de kropslige væsener vi er, i dette tilfælde over tid og som kultur, har med træer, gader, luft osv.

Det bør her understreges, at jeg ikke hævder, at der ikke findes træer uafhængigt af vores interaktion med dem. Det gør der, og som jeg i en lignende pointering angående solens eksi-stens sagde i slutningen af del 1, er deres kausalt og logisk uafhængige eksieksi-stens på et andet plan en forudsætning for, at vi kan interagere med dem, og dermed for, at de kan antage den meget mere specifikke betydning, som de har i vores interaktion med dem: Men denne in-teraktion er på sin side nødvendig, dels for at træerne overhovedet kan træde frem for os som figurer, dvs. som dét, der skal bemærkes i den givne situation, dels for at de i denne fremtræden kan give sig for os med de aspekter, som vi oplever ved dem, f.eks. at de kan klatres i, kan laves brænde eller møbler af, kan pynte på gaden eller skygge for solen – eller bare være i vejen. Den strukturering, som vores aktive, handlende, kropslige eksistens giver situationen, muliggør med andre ord dét, der faktisk er tilfældet, nemlig at træerne kan træde frem med en konkret mening i en betydningshelhed.

For nu at vende tilbage til eksemplet med fluen på loftet, så gør der sig noget tilsvarende gældende her: Den kropslige, engagerede måde, hvorpå vi lever i verden, strukturerer situa-tionens fremtræden for os, således at vi umiddelbart ser, for det første at relationen mellem flue og loft overhovedet er en støtterelation, og for det andet at loftet, selvom det er øverst, giver støtte til fluen og ikke omvendt: Det er, fordi vi selv er kropslige individer med fald- og understøttelseserfaringer, at situationen giver sig som et spørgsmål om støtte, og det er i kraft af vores kropsskemamæssige baggrundsviden om lofter og fluer og deres respektive stabilitet, størrelser og støttemuligheder, at vi direkte kan se, hvad der støtter hvad. Givet vores kropslige, handlingsmæssige væren i verden er der simpelthen ikke andre måder, hvorpå fluen og loftet i den konkrete situation umiddelbart kan præsentere sig for os.