Kropslig metaforisk strukturering

Med Lakoff og Johnsons opfattelse af kropsligt funderede metaforers betydning for menneskelig rationalitet og tænkning argumenteres der for, at kroppen og kropslige erfaringer har endnu større betydning end hidtil fremstillet for den måde, hvorpå mening træder frem for os i konkrete situationer. Lakoff og Johnson kritiseres dog for at give en for reduktionistisk, empiristisk inspireret årsagsforklaring, der dels negligerer relevansspørgsmålet, dels bygger på den tidligere problematiserede form for én-til-én-korrelering mellem neurologisk niveau og betydningsniveau. En alternativ forståelse fremsættes, der forbliver på det fænomenologiske niveau og forklarer metaforerne som forhold, der umiddelbart giver sig sammenblandede for barnet på baggrund af dets kropsskemamæssige ’affordance’-strukturering af verden. Det hævdes, at metaforerne inkorporeres ’as we go along’ som et kropsskemamæssigt betydningsindhold, således at

’kildedomænet’ siden hen kan resonere med i personens forståelse af ’målområdet’.

Imidlertid kan vores kropslige strukturering af tilværelsens ikke-perceptuelle aspekter hæv-des at være endnu mere dybtgående, end det hidtil sagte, der trods alt primært har beskæfti-get sig med perceptuelle forhold, har ladet forstå. Med Lakoff og Johnson vil jeg nemlig mene (Lakoff & Johnson, 1980, Johnson, 1987 og Lakoff & Johnson, 1999), at vores tænk-ning og den metænk-ning, konkrete situationer, såvel som forhold ved disse, har for os, er gen-nemsyret af metaforer med relation til vores kropslighed og vores kropslige erfaringsverden.

Eksempler herpå er grundmetaforen ”Mere er op”, som konkret eksemplificeres i ”Priserne

steg” og ”Aktierne styrtdykkede”; ”Vigtige ting er store ting” som i ”Jeg har en stor nyhed”

og ”Det er af mindre betydning”; ”Forandring er bevægelse” som i ”Han er gået fra at være sur til at være rasende” og ”Hans politiske overbevisning har bevæget sig en hel del til højre de seneste år”²¹⁸. Metaforer som disse er ikke, som det ofte antages, bare ’billedlige måder’

at udtrykke ’bogstavelig mening’ på, men er faktisk strukturer, vi tænker i og ræsonnerer ved hjælp af, hvorfor de ikke kan erstattes af ’bogstavelige’ sætninger, der ’siger det samme’. Endvidere er der meget ofte ikke tale om enkeltstående metaforer (af typen ”X er en ræv”), men om mere omfattende metaforiske strukturer, eller som jeg også ønsker at ud-trykke det, om et interrelateret netværk af metaforer²¹⁹. Med Lakoff og Johnsons eksempel er en af de metaforer, som vi forstår kærlighed ved hjælp af, en variation af metaforklicheen

”Livet er en rejse”, nemlig ”Kærlighed er en rejse”. Denne metafor er ifølge Lakoff og Johnson vævet ind i et netværk af andre metaforer, således at partnerne ses som de rejsende, de fælles livsmål som rejsens endemål, parforholdet som det køretøj eller fartøj, med hvilket rejsen foretages, og problemer som hindringer for køretøjets bevægelse. Metafornetværket giver sig udslag i konkrete udsagn som ”Vi er ved en skillevej”, ”Vores forhold er kørt helt af sporet”, ”Det her forhold fører ingen steder”, ”Vi er havnet i en blindgyde” m.fl. (Lakoff

& Johnson, 1999, s. 63ff.)

Imod Lakoff og Johnsons opfattelse hævdes det her ofte, at metaforerne slet ikke er virk-somme som metaforer længere – at de er ’døde’, og at ordene, selvom de engang blev brugt metaforisk, i mellemtiden har erhvervet en ny, bogstavelig mening²²⁰. Dette finder jeg ikke

218 Det er interessant, at rigtigt mange af de metaforer, som Lakoff og Johnson opregner, findes præcis tilsvarende på dansk. Nu har der selvfølgelig været stor udveksling og vekselvirkning mellem engelsk og dansk, samtidig med at den danske og den engelske kultur er relativt ens, og disse forhold kan givetvis til en vis udstrækning forklare lighederne, men samtidig er det en kendsgerning, at mange af de metaforstrukturer, som engelsk og dansk indeholder, også findes i kulturer, der er meget forskellige fra den danske og engelske, og som har sprog, der er radikalt forskellige fra vores.

Dette ser Lakoff og Johnson, med rette mener jeg, som en indikation for, at metaforerne grunder i basale, menneskelige erfaringer og i den forstand ikke er tilfældige. Eksempler på sådanne metaforstrukturer, der går på tværs af kulturelle skel, er korrelationen af temperatur med følelser, som findes stort set globalt (jf. nedenfor) og forskellige måder at op-fatte menneskets ’selv’ på, som f.eks. ”Selvkontrol er besiddelse af et objekt” og ”Det indre, ’rigtige’ selv kontra det ydre, ’falske’ selv”. Disse metaforer, tillige med mange flere danske/engelske, findes i hvert fald også på japansk og kinesisk (Lakoff & Johnson, 1999, s. 284ff, og Slingerland, 2004).

219 Johnson taler om ’image schemata’, som vores erfaring ubevidst struktureres ved hjælp af, jf. Johnson, 1987. Jeg finder dette udtryk uheldigt, grundet dets repræsentationelle og billedmæssige konnotationer, ligesom jeg, som det vil fremgå nedenfor, mener, at der er problematiske sider forbundet med at hævde, at metaforernes strukturering sker vha.

sådanne ’billedlige skemaer’ i det ’kognitivt ubevidste’ (en tese, der fremføres i endnu stærkere grad i Lakoff & John-son, 1999).

220 At det kan synes, som om mange af metaforerne er ’døde’ er, som Lakoff og Johnson gør opmærksom på, paradok-salt nok, fordi de er så levende: vi er så vant til at tænke i disse metaforer og ræsonnere vha. dem, at de ikke har det præg af at sige noget nyt, som en metafor som oftest har, første gang man møder den (især når dette sker i poesien).

Men at en metafor er almenkendt og -anvendt, ikke ny og poetisk, er ikke ensbetydende med, at den er død. Dette spørgsmål må afgøres af, hvorvidt man stadig ræsonnerer om ’målområdet’ vha. det erfaringsområde, som er kilden til metaforen. Med dette kriterium er jeg skeptisk over for Lakoff og Johnsons påstand om, at der kun findes meget få virkeligt ’døde’ metaforer. De siger det ikke direkte, men set i lyset af, hvad de siger om ’døde’ metaforer, ville de

rimeligt, fordi jeg med Lakoff og Johnson mener, at vi rent faktisk foretager mange ræson-nementer vha. metaforerne. Med et af Lakoff og Johnsons eksempler: Når man metaforisk konstaterer, at et kærlighedsforhold er kommet ind i en blindgyde, og slutter derfra til, at noget radikalt skal forandres i forholdet, eller at det evt. helt skal afbrydes, er den meget bogstavelige beslutning angående ens forhold, som man træffer, i bund og grund truffet metaforisk vha. ’kildedomænet’: Den baggrundsviden, man har om rejser og transport i al-mindelighed og blindgyder i særdeleshed, har nogle helt klare konsekvenser for, hvad man skal foretage sig i en sådan situation (man skal ’bakke ud af’ blindgyden eller ’vende om’

og bagefter ’prøve at vælge en anden vej’, men måske er det slet ikke muligt ’at komme derhen, hvor man vil’, så man må opgive). Metaforen ”Kærlighed er en rejse” er derfor ikke

’død’, uanset hvor klicheagtig den kan forekomme – tværtimod er den klicheagtig, fordi den er så udbredt.

Efter min mening har Lakoff og Johnson helt ret i, at disse og en stor mængde andre metaforer er strukturerende for den måde, hvorpå vi opfatter de mere ’abstrakte’ områder af vores liv, dvs. områder, der ikke direkte vedrører den kropslige erfaringsverden²²¹, og at de bidrager med metaforisk meningsindhold til disse ’abstrakte områder’ – meningsindhold, der vel at mærke ikke kan reduceres til eller erstattes af en ’bogstavelig’ mening. Jeg har dog visse forbehold over for Lakoff og Johnsons mere præcise analyse af metaforernes op-ståen og virkemåde. Med Lakoff og Johnsons opfattelse opstår metaforerne på følgende måde: Alle komplekse metaforer som ”Kærlighed er en rejse” kan analyseres ud i primær-metaforer, evt. sammen med forskellige ’hverdagsteorier’ (”folk theories”) om emnet. Pri-mærmetaforerne har endvidere form af en projektion fra en kropslig, sensorimotorisk erfa-ring over på et ’subjektivt’ (erfaerfa-rings-)område. Man tilegner sig primærmetaforerne som barn i det såkaldte ’blandingsstadium’ (”conflation”), hvor barnet ikke skelner mellem den sensorimotoriske og den ikke-sensorimotoriske, subjektive erfaring, men oplever hele situa-tionen udifferentieret. Som følge heraf skabes der forbindelser i hjernen mellem de to do-mæner, og disse forbliver der, også når barnet senere lærer at skelne mellem de to domæner og erfaringerne knyttet til hver af dem. Bindingerne vil naturligvis ikke opstå, hvis associa-tionen kun opleves én gang, men opleves den regelmæssigt, vil bindingen i hjernen omvendt

denes og kaktussernes dele efter min mening ikke længere nogen erkendelsesmæssig rolle, om end den måske eller måske ikke gør for barnet, der lærer ordene. Det eneste eksempel, Lakoff og Johnson giver på en ’død’ metafor, er det engelske ’pedigree’, som nu har den bogstavelige betydning ’stamtavle’, men oprindeligt kom fra det franske ’ped de gris’, en rypes fod, og var en metafor baseret på den lighed, en stamtavle har med en sådan fod. Da ingen engelskta-lende længere tænker på fuglens fod (og de fleste sikkert slet ikke kender det franske ord) i forbindelse med en stam-tavle, er metaforen virkelig ’død’. Jf. Lakoff & Johnson, 1999, s. 124f.

221 Givet min ovenstående analyse af vores kropsskemamæssige gibsonske ’affordance’-relaterede strukturering af den måde, verden præsenterer sig for os på, vil denne ’kropslige erfaringsverden’ dog være væsentligt rigere, dels end den traditionelle empiristiske sansedataverden, dels, og i denne sammenhæng vigtigere, end Lakoff og Johnsons begreb om

’sensorimotorisk domæne’ (jf. Lakoff & Johnson, 1999), som synes at være begrænset til sansning og bevægelse i den fysiske verden, taget i en meget snæver forstand.

også skabes automatisk og ubevidst, og roden vil være lagt til barnets senere brug af den metaforiske beskrivelse af det subjektive domæne vha. det sensorimotoriske domæne. ”We acquire a large system of primary metaphors automatically and unconsciously simply by functioning in the most ordinary of ways in the everyday world from our earliest years. We have no choice in this. Because of the way neural connections are formed during the period of conflation, we all naturally think using hundreds of primary metaphors.” (Lakoff & John-son, 1999, s. 47) Som eksempel på denne proces nævner Lakoff og Johnson metaforen

”Kærlighed er varme”, som ifølge dem har sin grund i den hjerneforbindelse, der skabes, når barnet sammenblander den varme (sensorimotorisk aspekt), som et knus medfører, med den kærlighed (subjektivt aspekt), som knuset er udtryk for. De ovennævnte metaforer

”Mere er op”, ”Vigtigt er stort” og ”Forandring er bevægelse” er ligeledes eksempler på primære metaforer. Hvad angår de komplekse metaforer, opstår de ifølge Lakoff og Johnson ved senere koaktivering af adskilte begrebslige domæner og den blanding af primærmetafo-rer, som dette medfører. Metaforerne, primære såvel som komplekse, fungerer på det så-kaldt ’kognitivt ubevidste’ niveau – et niveau, der ikke er ’fortrængt’ i Freuds forstand, men hvorpå ”thought … operates beneath the level of cognitive awareness, inaccessible to consciousness and … too quickly to be focused on” (Lakoff & Johnson, 1999, s. 10). På dette niveau finder der altså efter Lakoff og Johnsons mening tænkning sted, uden for be-vidsthedens kontrol, men med strukturel og indholdsmæssig betydning for det, der viser sig for bevidstheden. Således strukturerer metaforerne vores bevidste tænkning vha. den infe-rentielle struktur, de selv har fra deres ’kildedomæne’. For nu at blive ved eksemplet ”Kær-lighed er varme”, så er det en naturlig følge af denne metafor, at kulde er mangel på kærlig-hed, at følelser kan være mere eller mindre lunkne, ligesom de også kan være mere eller mindre hede osv. Udsagn, der udtrykker forhold som disse, er alle velkendte metaforer brugt i daglig tale, og dette er ifølge Lakoff og Johnsons ikke et tilfælde, men er netop, fordi de på det ubevidste niveau er blevet udledt af den givne primærmetafor. Sammenfattende kan man derfor sige, at Lakoff og Johnsons opfattelse er den, at vores bevidste tænkning i vid ud-strækning struktureres og indholdsmæssigt bestemmes af ubevidste metaforer og metafor-strukturer, som har deres rod i hjernebindinger opstået ved erfaringsblandinger.

Som nævnt har jeg visse forbehold over for denne opfattelse. Jeg er helt enig i, at vores tænkning – og, vil jeg hævde, også vores erfaring – struktureres og indholdsmæssigt be-stemmes af metaforer og metaforstrukturer. Imidlertid mener jeg, de er nogle problematiske sider ved den mere præcise årsagsforklaring, som Lakoff og Johnson giver, med dens place-ring af metaforerstrukturerne på et kognitivt ubevidst niveau med rod i hjernebindinger op-stået igennem association ved konstante forbindelser i erfaringen. Hvad det første angår er Lakoff og Johnsons opfattelse for mig at se et udtryk for en atomistisk opfattelse af

percep-keltelementer (stimuli eller data) og konstitution af en helhed herudfra. Da vi endvidere ikke er bevidste om at foretage en sådan datamanipulerende konstitution, er den logiske konse-kvens, givet det atomistiske udgangspunkt, at den må foregå på det ubevidste niveau²²². Denne form for opfattelse har jeg tidligere²²³ kritiseret Polanyi for, idet jeg i stedet tilslutter mig den gestaltpsykologiske opfattelse, at vi perciperer i helheder, og at delene får deres mening fra helheden, på grundlag af det perspektiv, som vores baggrundsviden om feltet og situationen i det hele taget, udgør²²⁴. Noget tilsvarende mener jeg gælder for erkendelse og tænkning – ikke således forstået, at vi ikke tænker i de pågældende metafornetværk, men således at vi gør det perspektivisk, ikke repræsentationelt. Vi ser et område af vores liv i lyset af et andet vha. det perspektiv, som vores baggrundsviden om de to domæner, vores sprog, vores erfaringer og vores hele kropslige væren lader os anlægge på ’måldomænet’

vha. ’kildedomænet’. Jeg vender tilbage til dette nedenfor, men først ønsker jeg at se på det andet punkt, som jeg finder problematisk hos Lakoff og Johnson, nemlig den måde, hvorpå såkaldte primærmetaforer angiveligt opstår. For mig at se mangler der nemlig en redegø-relse for relevansspørgsmålet i deres beskrivelse af denne opståen som beroende på den spontane og ubemærkede skabelse af hjernebindinger ved blanding af erfaringer. Faktisk er problemet for mig at se tofold: for det første er der en mangel i redegørelsen for, hvilke erfa-ringsblandinger der giver anledning til metaforstrukturer, og for det andet bygger Lakoff og Johnson på den form for én-til-én-opfattelse af forholdet mellem hjerneniveau og betyd-ningsniveau, som jeg kritiserede i afsnit 3.7. Disse to problematikker er ikke uafhængige af

222 Lakoff og Johnson hævder, at det er en tommelfingerregel blandt cognitive scientists, at 95 % af al tankevirksom-hed er ubevidst, styret af det kognitivt ubevidstes ”hidden hand” og, som de udtrykker det: ”that may be a serious un-derestimate” (Lakoff & Johnson, 1999, s. 13). Jeg er tilbøjelig til at mene, at selve postulatet om en så stor procentdel burde gøre en skeptisk, mht. om ens beskrivelse bygger på korrekte præmisser.

223 Jf. afsnit 2.6.

224 Jeg finder derfor heller ikke Lakoff og Johnsons liste over processer, som vi angiveligt foretager ”second by se-cond”, når vi fører en samtale, overbevisende. Lakoff og Johnson opregner en lang række forhold, nemlig ’hente rele-vant information fra hukommelsen’, ’opfatte en lydstrøm som sprog og opdele den i fonetiske træk og elementer’,

’strukturering af en sætning ud fra en af de rigtigt mange mulige grammatiske konstruktioner i sproget’, ’udvælge ord og give dem en mening, som er passende i konteksten’, ’få semantisk og pragmatisk mening ud af sætningerne som helhed’, ’formulere det, der skal siges, i relevante termer’, ’lave relevante slutninger’, ’lave mentale billeder, hvor det er relevant, og inspicere dem’, ’udfylde huller i samtalen’, ’bemærke og fortolke samtalepartnerens kropssprog’, ’forudse, hvor samtalen er på vej hen’ og ’planlægge svar’. Jf. Lakoff & Johnson, 1999, s. 10. Efter min mening er hele denne liste problematisk - vi forstår umiddelbart den andens tale på baggrund af vores kendskab til ham, til emnet, til det at føre en samtale, til sociale relationer mv., ikke via en informationsbehandling, hvori der indgår ’data’ om sådanne for-hold, men simpelthen i kraft af den strukturering som vores baggrundsviden giver til den måde, hans sætninger frem-træder på. Ligeledes lægger vi ikke ubevidst mærke til og fortolker den andens såkaldte ’kropssprog’ – vi indstiller os langt snarere kropsskemamæssigt på den kropslige attitude, han møder os med. Og vi ’planlægger’ ikke på et ubevidst niveau, hvad vi skal sige, eller ’forudser samtalens retning’ – vi er meget muligt mere eller mindre marginalt bevidste om sådanne forhold, men bestemt ikke ubevidste i betydningen, at det pågældende er ’inaccessible to consciousness’.

Vi kan nemlig sagtens rette fokus herpå og overveje, både hvad vi vil sige, og hvor samtalen er på vej hen. En samtale indbefatter således efter min mening ikke en ekstrem hurtig informationsbehandling, som nødvendigvis må være ube-vidst, da vi ikke bevidst kan behandle ’data’ med en sådan hastighed, og endvidere ikke er os beube-vidst, at vi gør det. En meget mere plausibel grund til, at vi ikke er os en sådan informationsbehandling bevidst, er for mig at se, at den ikke finder sted.

hinanden, da de begge har sin rod i en empiristisk, atomistisk opfattelse af menneskelig er-kendelse. For overskuelighedens skyld vil jeg dog behandle dem så relativt uafhængigt af hinanden som muligt og starte med den førstnævnte problematik. Her kan det siges, at der med Lakoff og Johnsons fremstilling ikke er andet, der afgrænser, hvilke erfaringer der sammenblandes med hvilke, end de klassisk empiristiske, humeske ’konstante forbindelser’, men at der, hvis dette var det eneste kriterium, burde være et utal af forbindelser som grundlag for metaforer: Der optræder rigtigt mange forhold i ’konstant forbindelse’ med ethvert andet forhold – kærlighed kunne med denne opfattelse lige så vel være ”stof i næ-sen”, ”trykken for brystet”, ”krøllet bluse” eller ”væk fra legetøjet” (for nu blot at nævne et par muligheder) som ”varme”. Omvendt måtte man spørge, hvorfor det overhovedet er nød-vendigt at lære metaforerne – hvis tingene virkelig forholdt sig, som Lakoff og Johnson hævder, da burde hvert barn opfinde i tusindvis af nye metaforer (hvilket ikke er det samme som at lave i tusindvis af fejlagtige klassifikationer, noget alle børn gør) ud fra de forbindel-ser, som faktisk var etableret. Men dette sker ikke virkeligt – børn lærer metaforer, de op-finder dem ikke. Og dette forekommer ganske simpelt uforståeligt, givet Lakoff og John-sons analyse: Hvis det virkeligt var sandt, at ”what fires together wires together”²²⁵, hvorfor er det så nødvendigt at ’aktivere’ bindingerne for at få de pågældende metaforer etableret?

Hvorfor går relationen ikke den anden vej, således, at ”what is already wired together fires together”²²⁶?

Meget mere rimeligt synes det mig at sige, at metaforerne har deres rod i vores oplevel-ser af relevante eller interessante forbindeloplevel-ser i den verden, vi lever i – vel at mærke rele-vante eller interessante for os, som de kropslige væsener, vi er. Forbindelserne må nemlig først overhovedet træde frem for os som forbindelser, eller evt. som sammenblandede for-hold, hvis Lakoff og Johnson, hvad der synes plausibelt, har ret i, at barnet oplever givne situationer udifferentieret mht. aspekter, som man som voksen adskiller. Men denne frem-træden af forbindelser eller forhold som sammenblandede sker ikke bare ’automatisk’, fordi forbindelserne faktisk består (det er der som nævnt så mange forbindelser, der gør), men via vores kropsskemamæssige (for-)strukturering²²⁷ af den måde, verden præsenterer sig for os

225 Dette er et gængs ’slogan’ inden for ’cognitive science’ i forbindelse med diskussionen om metaforstrukturer og sammenblanding af domæner. Således blev det f.eks. hyppigt brugt af Lakoff, Fauconnier og Turner på konferencen The Embodied Mind: Cognitive Metaphor Theory and the Humanities, afholdt af Language and Mind Forum, Univer-sity of South California, 13/10-14/10 2000. ”What” i ’sloganet’ henviser til neuroner fra forskellige områder i hjernen.

Jf. i øvrigt Fauconnier & Turner, 2002.

226 Det bør bemærkes, at denne indvending gælder, uanset om forbindelserne etableres på hjerneniveau eller ikke, da denne del af min problematisering angår relevansspørgsmålet, ikke spørgsmålet om forholdet mellem hjerne- og

226 Det bør bemærkes, at denne indvending gælder, uanset om forbindelserne etableres på hjerneniveau eller ikke, da denne del af min problematisering angår relevansspørgsmålet, ikke spørgsmålet om forholdet mellem hjerne- og