Begreberne ’praksis’ og ’læring’ gives tentative bestemmelser. ’Praksis’ foreslås forstået på to interrelaterede, men ikke sammenfaldende måder, nemlig som 1) de meningsbærende handlingssammenhænge, inden for hvilke individernes handlinger finder sted, og 2) menneskelig aktivitet af en vis regularitet. ’Læring’ bestemmes som ændringer i handle- og tænkemåder, givet at disse ændringer er en følge af bestemte former for processer.
På dette sted er det på sin plads at indføje en tentativ bestemmelse af hovedbegreberne ’læ-ring’ og ’praksis’36. Tanken er ikke her at give en fyldestgørende redegørelse for, hvad disse begreber dækker over – for ’lærings’ vedkommende må afhandlingen som helhed i en vis, væsentlig, forstand betragtes som et forsøg på at give denne fyldestgørende redegørelse, hvorfor der først siden hen, efter hovedkorpus af afhandlingen, kan samles op og gives en mere adækvat bestemmelse af begrebet. Denne opsamling vil være at finde i del 4. For klar-heds skyld er det imidlertid nødvendigt med en arbejdsbestemmelse af begrebet, således at de efterfølgende analyser kan fungere som nuancerende og transformerende uddybninger af dette foreløbige udgangspunkt, rettet mod den senere opsamling.
Hvad ’praksis’ angår, mener jeg, at den adækvate behandling af dette begreb fordrer en dyberegående analyse af et omfang, som der ikke er plads til inden for rammerne af denne afhandling. Jeg vil imidlertid her søge at give en bestemmelse, der kan være tilstrækkelig for afhandlingens undersøgelser af de former, som viden og læring antager i praksis, for ved senere lejlighed forhåbentlig at kunne supplere det her sagte med en mere fyldestgørende redegørelse for begrebet. Et første oplagt sted at søge inspiration, givet min vægtning af
’handlingssammenhænge’, kan synes at være Wengers definition af praksis. Ifølge denne er
”Practice: a way of talking about the shared historical and social resources, frameworks, and perspectives that can sustain mutual engagement in action.” (Wenger, 1998, s. 5).
Denne bestemmelse retter sig for mig at se helt klart mod én væsentlig betydning af begre-bet praksis – en begre-betydning, der relaterer til en større helhed, en handlingssammenhæng eller et sæt af handlingssammenhænge, der måske endda har organisatorisk eller institutionel ka-rakter, og som danner den meningsramme, inden for hvilken det enkelte individs handlinger finder sted. Jeg foretrækker dog at bestemme denne betydning af begrebet mere direkte i relation til begreberne handlingssammenhæng og meningshelhed/-ramme, således at det definitoriske fokus kommer til at ligge på handling og mening, frem for på sociale relatio-ner. Herved bliver det et åbent spørgsmål, der må afgøres i hvert enkelt konkret tilfælde, i
36 Man kunne hævde, at jeg her ligeledes burde give en tentativ bestemmelse af begreberne ’viden’, ’krop’ og ’sprog’.
Del 1 har imidlertid som eksplicit formål at artikulere det første begreb, ligesom det andet vil blive diskuteret udførligt i del 2. I mellemspil mellem del 2 og del 3 vil der da blive samlet op på disse to begreber, ligesom ’sprog’ også vil blive givet en nærmere bestemmelse. I forhold til dette sidste kan jeg dog allerede her kort forudskikke, at ’sprog’ i min for-ståelse af det primært er det verbale sprog og ikke f.eks. såkaldt ’kropssprog’.
hvilken grad den givne handlingssammenhæng og meningshelheden knyttet hertil er socialt betinget. Wengers definition, derimod, synes i udgangspunktet at fastsætte praksis som so-cialt konstitueret, hvilket afskærer ham fra at stille en række interessante spørgsmål af empi-risk karakter angående socialitetens betydning for handling, mening og læring i konkrete sammenhænge, fordi svarene på disse begrebsmæssigt er givet på forhånd.
Imidlertid er der en anden betydning af ’praksis’, der er mindst lige så vigtig, givet mit valg af individet som fokuspunkt. Her tænker jeg på en betydning, der i højere grad relaterer til mønstre eller regularitet, som individets konkrete handlinger udviser, uden nødvendigvis direkte at henvise til den handlingssammenhæng, inden for hvilken handlingerne finder sted. Denne anden betydning vil bestemt ikke være uden sammenhæng med den første, da de konkrete handlinger får mening fra handlingssammenhængens meningshelhed. I mange tilfælde vil spørgsmålet om handlingernes grad af ’mønster’ eller ’regularitet’ derfor i høj grad afhænge af netop denne meningshelhed. Dette ændrer dog ikke på, at det for en analyse af viden og læring i praksis er på sin plads at skelne mellem et mere konkret niveau, relate-ret til individets handlinger selv, og et mere overordnet, relaterelate-ret til den mere omfattende handlingssammenhæng med de betingelser af social og materiel art, der måtte gøre sig gæl-dende her.
Med rod i disse overvejelser vil jeg derfor som arbejdsbestemmelse for denne afhandling fremsætte to interrelaterede, men ikke sammenfaldende måder at forstå begrebet ’praksis’
på, nemlig ’praksis’ som
1) den eller de meningsbærende handlingssammenhæng(e) i verden, inden for hvilken individernes handlinger finder sted.
2) menneskelig aktivitet af en vis regularitet, dvs. en kropslig-mental forholden sig til givne sager, problemstillinger, ting, fænomener m.v. i omverdenen, om hvilken man37 meningsfuldt kan skelne dét, der er (mere eller mindre) korrekt/adækvat, fra dét, der er (mere eller mindre) ukorrekt/inadækvat.
Jeg vil ikke igennem afhandlingen notationsmæssigt skelne mellem disse to betydninger af ’praksis’, f.eks. ved at benævne dem hhv. praksis1 og praksis2. At gøre noget sådant vil efter min mening virke forstyrrende på læsningen, og som oftest vil det være klart af sam-menhængen, hvilken af betydningerne jeg benytter mig af. Hvor dette imidlertid ikke umid-delbart er klart, vil jeg gøre opmærksom på den anvendte betydning i en fodnote38.
37 Hvem der konkret foretager denne skelnen vil være forskelligt i forskellige situationer. I mange tilfælde vil det være en vurdering foretaget af ’peers’, mere kompetente udøvere af den samme praksis (i begge betydninger) eller aktørens overordnede på arbejdspladsen, dvs. vurderingen vil til en vis grad være social betinget. I andre tilfælde vil aktøren selv eller en udenforstående kunne foretage vurderingen.
38 Det bør bemærkes, at de to angivne betydninger af ’praksis’ ligger meget tæt op af de to måder, hvorpå begrebet
I forhold til begrebet ’læring’ har jeg tidligere kommenteret, at vi dagligsprogsmæssigt forstår dette meget bredt som en form for forandring i dét, som aktøren kan sige eller gøre, eller i den måde, han opfatter sig selv og sine omgivelser på, og at denne forandring yder-mere ikke blot må være forårsaget af en genetisk/fysiologisk udvikling, men skal involvere en vis grad af tilpasning og/eller forholden sig til den givne situation. Jeg overvejede i den forbindelse den indvending, at den dagligsprogsmæssige opfattelse kun var af ringe betyd-ning, da det afgørende var den forskningsmæssige bestemmelse af begrebet. Med den me-tateoretiske filosofiske grundopfattelse, jeg siden hen har fremsat, må en sådan indvending imidlertid afvises med den begrundelse, at den overser den forankring, som en analyse af forhold ved den menneskelige væren altid må have i netop vores dagligsprogsmæssige for-ståelse af de pågældende forhold: Udgangspunktet må, som jeg argumenterede for, tages i den for-forståeslse, vi altid allerede har af de handlingssammenhænge, vi indgår i, og denne for-forståelse kommer til udtryk både gennem vore handlinger og i de sproglige ytringer, vi fremsætter i disse handlingssammenhænge.
Således vil jeg her sammenfatte, hvad der for mig at se generelt karakteriserer vores dagligsprogsmæssige opfattelse. Denne sammenfatning vil tjene som den foreløbige be-stemmelse af fænomenet læring, på baggrund af hvilken jeg vil foretage mine analyser, for at jeg til sidst, i del 4, kan kvalificere bestemmelsen, så den på adækvat vis kan tage højde for analysernes resultater. Det bør dog bemærkes, at denne karakteristik af, hvad vi ’gene-relt’ mener læring er, ikke udgør en definition. I overensstemmelse med mit wittgenstein-inspirerede metateoretiske udgangspunkt finder jeg det kendetegnende for vores daglig-sprogsmæssige opfattelse af begreber, at de ikke kan sammenfattes i nødvendige og (til-sammen) tilstrækkelige betingelser for, hvad der udgør et givet fænomen. I stedet baserer vores dagligsprogsmæssige forståelse af et begreb sig på paradigmatiske eksempler, som konkrete tilfælde har større eller mindre lighed med, og hvor der derfor ikke gives nogen fast grænse for, hvornår det kan tilskrives, og hvor det i ’yderkanten’ af begrebets sædvan-lige anvendelsesområde vil være en vurderingssag i hvert enkelt tilfælde, om det kan anven-des. Når jeg nu fremsætter en bestemmelse af, hvad læring ’generelt’ opfattes som daglig-sprogsmæssigt, er det derfor en karakteristik af, hvad der for mig at se sædvanligvis, men ikke nødvendigvis altid, vil gælde om eksempler, som vi hverdagsmæssigt er tilbøjelige til at benævne læring.
Med dette forbehold mener jeg at kunne præcisere det hidtil sagte på følgende måde:
Dagligsprogsmæssigt forstår vi læring bredt som ”ændringer i et væsens attituder, måder at
’mikroplans’-bestemmelse. Imidlertid er begrebet ’virksomhed’ definitorisk knyttet til begrebet ’motiv’, hvilket jeg finder problematisk. Jeg ønsker her at følge Wenger i hans fokusering på praksis som ’noget, der foregår’, hvor man ikke på forhånd kan lægge sig fast på, at dét, der foregår, er begrundet i bevidste eller ubevidste motiver, ligesom man heller ikke – dette er Wengers pointe – kan hævde, at ’virksomheder’ er relativt afgrænsede entiteter, der har mening i kraft af sig selv (Wenger, 1998, s. 286). Af denne grund har jeg valgt termen ’praksis’ frem for ’virksomhed’.
forholde sig på, udsagn og tanker om verden og/eller det selv m.v., kort: ændringer i handle- og tænkemåder; vel at mærke ændringer som følge af en tilpasning til, indstillen sig på, bevidst memorering af og/eller refleksion over (forhold i) en given (type) situation (og evt. væsenets egen rolle i denne)”. Denne formulering er naturligvis meget, meget bred og samtidig også stadig meget vag. I forhold til det sidste, vil jeg sige, at vagheden for mig at se afspejler en faktisk eksisterende vaghed i vores dagligsprogsmæssige forståelse af begre-bet. Hvad angår det første, er bredden af formuleringen efter min mening nødvendig, for at bestemmelsen kan rumme de konnotationer i retning af dannelse, socialisering, personlig-hedsudvikling, identitetsskabelse og interkulturel tilpasning, som ’læring’ dagligsprogs-mæssigt har ud over de mere kognitivistisk relaterede som ’udvikling af færdigheder’ og
’tilegnelse af teoretisk viden’. Omvendt mener jeg, at formuleringen som arbejdsbestem-melse betragtet er præcis nok til at muliggøre en analyse af viden, kunnen og læring med det mål at nå en mere adækvat opfattelse af disse fænomener. I min diskussion igennem af-handlingen vil læringsbegrebet blive snævret ind, således at jeg primært fokuserer på fæno-menet som ’tilegnelse af viden’, men da jeg samtidig, med rod i analysen af konkrete ek-sempler, mener, at ’viden’ indbefatter langt mere end almindeligvis accepteret inden for den angelsaksiske erkendelsesteori39, synes det mig rimeligt i udgangspunktet at bibeholde den meget brede opfattelse af læring: Da færdigheder og teoretisk viden, som jeg vil argumente-re udførligt for igennem afhandlingen, i praksis dels er interargumente-relateargumente-rede, dels indbefatter bety-delige aspekter fra de andre områder af den dagligsprogsmæssige opfattelse af læringsbe-grebet, ville det være problematisk fra starten af at indsnævre begrebet i forhold til denne.