Gibsons ’affordance’-begreb

Gibsons ’affordance’-begreb introduceres til tydeliggørelse af, hvorledes mening kan være faktuel og dog brugskonstitueret. Gibsons opfattelse søges præciseret gennem en distinktion mellem art og individ og en distinktion mellem specifikke situationer og generelle omstændigheder.

Denne form for direkte perception af faktuel og dog brugskonstitueret mening kan gives en yderligere uddybning med introduktionen af Gibsons begreb om ’affordances’ (Gibson, 1986). Med sin såkaldte økologiske tilgang til psykologi i almindelighed og visuel percep-tion i særdeleshed lægger Gibson vægt på, at et dyrs¹⁹³ omgivelser består af en masse

193

muligheder, positive såvel som negative, for dette dyr, og at dét, som konkrete elementer i omgivelserne muliggør, direkte perciperes ved disse elementer. En flad, vandret, rigid over-flade af en passende størrelse i knæhøjde over jorden ses direkte at være et sæde, dvs. at

’fremme’ (’afford’) det at sidde, i hvert fald for mennesker i den vestlige verden, der har for vane at sidde på andet end jorden. Tilsvarende ser en afgrund farlig ud for dyr, der ikke kan flyve; et byttedyr ses at være ’til at spise’, mens en mulig fjende ser truende ud. Som Gib-son pointerer, er spørgsmålet om omgivelsernes ’affordances’ for et givet dyr relativt til dette dyr, men dette vel at mærke ikke i en relativistisk forstand – det er en objektiv kends-gerning, at for dette dyr er f.eks. denne afgrund farlig, givet den højdeforskel der er til jor-den nejor-denunder og jor-den hårdhedsgrad, som jorjor-den nejor-denunder har: ”An important fact about the affordances of the environment is that they are in a sense objective, real, and physical, unlike values and meanings, which are often supposed to be subjective, phenomenal, and mental. But, actually, an affordance is neither an objective property nor a subjective prop-erty; or it is both if you like. An affordance cuts across the dichotomy of subjective-objec-tive and helps us to understand its inadequacy. It is equally a fact of the environment and a fact of behavior. It is both physical and psychical, yet neither. An affordance points both ways, to the environment and to the observer.” (s. 129) I dette citat modsætter Gibson sig brugen af begreberne ’værdier’ og ’mening’ om ’affordances’, men nota bene kun for så vidt angår den subjektivistiske betydning, som disse begreber har i megen angelsaksisk filo-sofi. For som han siger: ”The theory of affordances is a radical departure from existing theo-ries of value and meaning. It begins with a new definition of what value and meaning are.

The perceiving of an affordance is not a process of perceiving a value-free physical object to which meaning is somehow added in a way that no one has been able to agree upon; it is a process of perceiving a value-rich ecological object. Any substance, any surface, any layout has some affordance for benefit or injury to someone. Physics may be value-free, but eco-logy is not.” (s. 140) Han har derfor ikke noget imod brugen af værdibegreber per se –

på linie med andre dyr, om end han på det mere specifikke plan anerkender vigtigheden af den sociale sfære og af, hvad andre mennesker ’affords’ det enkelte individ. Perceptionsteoretisk er Gibsons hovedpointe, at vi direkte perciperer den information, der gives i ’the ambient optic array’, dvs. i det lys, som et givent punkt modtager, og som er struktureret i kraft af at stamme fra forskellige kilder (lyset kan f.eks. være reflekteret fra forskellige objekter eller fra jorden eller komme fra solen eller fra himlen over os). Gibson modsætter sig den sædvanlige perceptionsteori, der tager udgangs-punkt i øjets retinabillede og opfatter dette billede som den information, som hjernen modtager om omverdenen. Denne teori bygger ifølge Gibson på en fejlslutning: Når man studerer øjet, kan man se et lille billede på nethinden, men det er en fejl derfra at slutte, at den perciperende også ser dette billede. Som han siger: ”We are told that vision depends on the eye, which is connected to the brain. I shall suggest that natural vision depends on the eyes in the head on a body sup-ported by the ground, the brain being only the central organ of a complete visual system.” (s. 1) Og ”One of the worst results of the fallacy is the inference that the retinal image is transmitted to the brain. The information that can be ex-tracted from ambient light is not the kind of information that is transmitted over a channel. There is no sender outside the head and no receiver inside the head.” (s. 64) Uden at kunne gå nærmere ind på Gibsons mere konkrete percep-tionsteoretiske pointer vil jeg sige, at hans opfattelse for mig at se ligger i forlængelse af og underbygger mine argu-menter for, at vi altid allerede er i verden og lever og handler i denne, meget ofte uden rekurs til repræsentationer.

tværtimod er hans pointe, som det andet citat siger, at værdier og mening er i de fysiske ting i deres relation til det givne dyr. Han indtager ydermere, som antydet i det ovenstående, en meget realistisk position desangående, idet han understreger, at omgivelsernes ’affordances’

for et givet dyr er der, uanset om dyret bemærker det eller ej. En mus er byttedyr for en ugle, uanset om en given konkret ugle i en given konkret situation bemærker en bestemt mus eller ej, og uanset om den, i fald den gør, ser musen som det byttedyr, den er, eller fejl-agtigt som noget andet¹⁹⁴. Det er naturligvis problematisk for et givet dyrs overlevelse, hvis det kun sjældent bemærker de objektivt givne fødemuligheder i dets omgivelser, men det ændrer ikke på, at fødemulighederne er der, objektivt set. Omvendt er spørgsmålet, om et dyr kan blive – og bliver – spist af et andet, heller ikke afhængigt af, om det første når at erkende fjenden som fjende, dvs. når at percipere, hvad dette dyr ’affords’ for det. ’Affor-dances’ er virkelig objektive forhold i betydningen uafhængig af iagttagelse, men ikke af den grund værdi- eller meningsfrie, da værdier og mening er i tingene selv – relativt til et givet dyr.

Måske kan denne pointe tydeliggøres ved en distinktion mellem art og individ og mellem specifikke situationer og generelle omstændigheder. Det enkelte individ behøver ikke være opmærksom på, hvad ting i dets omgivelser ’affords’ – hverken i specifikke situationer eller generelt. En konkret ugle behøver altså ikke se musen som ’affording’ at spise – hverken en bestemt mus i en bestemt situation eller mus generelt – for at man kan sige, at en mus ’af-fords’ at blive spist af uglen. Men arten må generelt være opmærksom/reagere på en tings

’affordance’ for den, for at der overhovedet kan være tale om en ’affordance’. Dette er netop betydningen af, at en flad, rigid overflade i passende højde over jorden er et sæde for en ve-sterlænding, men ikke for folkeslag, der har for vane at sidde på jorden. Hvis arten/kulturen aldrig bruger en given ting til et givet formål, er det ikke meningsfuldt at sige, at tingen alli-gevel ’affords’ dette formål for dette dyr – ikke med bibeholdelsen af den økologiske til-gang til perception med dens vægtning af faktisk coevolution i modsætning til objektive-rende observation eller abstrakt teoretiseren¹⁹⁵.

Sammenligner man Gibsons synspunkt med min ovenstående diskussion af, hvordan forhold ved en given situation træder frem for os med udgangspunkt i vores

194 For selvfølgelig er misperception også mulig. Gibson forklarer misperception som et spørgsmål om misinformation i ’the ambient optic array’: Glasdøren kan se ud som om den er åben, selvom den er lukket. Her er der ikke tale om en fejlslutning fra sansestimuli til ’den ydre verden’, som traditionel perceptionsteori vil hævde, men i stedet om, at døren selv på det givne sted i rummet ser ud som om den ’fremmer’ passage, men i virkeligheden ikke gør det. Eller rettere:

mens vi bevæger os hen mod den, ser det således ud – det er en væsentlig pointe hos Gibson, helt i tråd med mine syns-punkter, at vores primære måde at percipere verden på ikke er at stå stille og iagttage den (som den traditionelle percep-tionsteoris laboratorieanalyser må forudsætte, for at deres resultater skal kunne hævdes at gælde også for perception uden for laboratoriet), men at se den, mens vi bevæger os rundt i den.

195

mæssige engagement, kan Gibsons realisme forekomme at være en nuance stærkere end det synspunkt, som jeg har forfægtet – jeg har dog immervæk udtrykkeligt hævdet, at fænome-nerne har mening givet den måde, vi interagerer og engagerer os handlingsmæssigt med dem på. Indebærer dette ikke en større grad af menings- og fænomenkonstitution gennem praksis end Gibsons opfattelse gør? Det mener jeg ikke er tilfældet – for mig at se er den tilsyneladende forskel blot et spørgsmål om, at jeg har formuleret min opfattelse med ud-gangspunkt i en analyse af menneskets kropslige væren i verden og betydningen af denne for læring, mens konteksten for Gibsons udsagn er udviklingen af en økologisk percep-tionsteori, der lægger vægt på coevolutionen mellem dyr og omgivelser, og som behandler mennesket som på dette punkt på linie med andre dyr¹⁹⁶. Jeg pointerede jo netop også, at det var fænomenerne selv, der havde mening, givet vores interaktion med dem, ligesom jeg har understreget, at det er tingenes kausalt og logisk uafhængige eksistens, der i bred forstand gør det muligt for os at have de meget mere specifikke betydningsgivende praksisser, vi har.

Omvendt er ’affordances’ for Gibson, som jeg netop har diskuteret, for mig at se relativt til kulturelt eller artsbestemte vaner – og naturligvis også til færdigheder – hvorfor de i høj grad afhænger af vores kropslige interaktion med tingene i verden. Således er der i Gibsons fremstilling i hvert fald ansatser til den samme pointe om, at mening konstitueres i interak-tion med tingene i vores omverden. Dog måske nok med en nuanceforskel mellem Gibson og mig i forhold til spørgsmålet om art versus individ: Hvor jeg som sagt læser Gibson som primært fokuseret på artsniveauet i redegørelsen for ’affordance’-begrebet, mener jeg, som det vil blive klart nedenfor, også det kan bruges på individniveau. Under alle omstændighe-der har jeg medtaget denne redegørelse for Gibsons synspunkt for at tydeliggøre, hvorledes man kan forene de fænomenologiske pointer angående kroppens betydning som menings- og strukturgiver med en realistisk grundindstilling.

196 På dette punkt, forholdet mellem mennesket og andre dyr, er der givetvis nuanceforskelle på Gibsons opfattelse og min, da jeg, om end jeg ikke vil postulere et radikalt skel mellem mennesker og andre dyr, ikke desto mindre mener, at vores socialitet og sprog har en betydning for vores væren i verden, der gør, at denne væren adskiller sig fra dyrenes på mange, meget væsentlige, punkter, ikke mindst hvad angår mulighederne for læring.

6.4. ’Affordance’-strukturering

I uddybningen af ’affordance’-begrebet tages relevansspørgsmålet op igen, og det hævdes, at verden på et grundlæggende niveau ’affordance’-struktureres for os, dvs. får struktur og mening i relation til, hvad der er vigtigt for os som kropslige væsener. Betydningen af bevidste følelser, behov og ønsker diskuteres, og det pointeres, at vi ofte umiddelbart forholder os til situationens ’affordances’ uden at være os et specifikt behov bevidst. Dette relateres til distinktionen mellem intentionel læring og læring ’as we go along’. Det kommenteres, at en generel ’affordance’-strukturering er en mulighedsbetingelse for den mere specifikke relevansstrukturering, som en konkret situation har i relation til den givne aktivitet. Endvidere argumenteres der for, at vores baggrundsmæssige indstillen os på verden involverer en ikke-tematiseret åbenhed over for at lade sig ’ramme’ af ’affordances’, også når disse ikke har betydning for én her og nu. Endelig udvides begreberne om figur-baggrund-struktur og ’affordance’ til også at dække ikke-perceptuelle forhold.

Med introduktionen af Gibsons begreb ’affordance’ mener jeg nemlig, det bliver klarere, i hvilken forstand vores kropslige, levende engagement i verden er med til at strukturere den måde, verden præsenterer sig for os på i en konkret situation. Som jeg allerede diskuterede i del 1 har vi i kraft af vores kropslige væren en række følelser, behov og ønsker, der på for-hånd strukturerer og giver mening til verden, således at bestemte forhold træder frem for os som relevante at bemærke. Dette udsagn kan nu uddybes med begrebet ’affordance’, idet disse kropslige følelser, behov og ønsker ses at hidrøre til den ene pol – ’observatøren’, som Gibson kalder det, eller det handlende menneske, som jeg foretrækker at udtrykke det – i Gibsons topols-analyse af det coevolutionære forhold mellem dyr og omgivelser. De for-skelle, der umiddelbart synes at bestå mellem min og Gibsons analyse, bunder i høj grad i, at jeg har givet denne pol primat i min beskrivelse, hvilket jeg har gjort, ikke fordi jeg me-ner, at polen har ontologisk forrang, men simpelthen fordi formålet med min analyse er det epistemologiske at undersøge læring i praksis og mere specifikt i dette kapitel at diskutere, på hvilke måder vores kropslige eksistens strukturerer og giver mening til den måde, vi op-fatter verden på. Jeg lægger derfor mere vægt på, hvad der faktisk træder frem for aktøren i en given situation og hvorfor, end på, hvilke muligheder, udnyttede såvel som uudnyttede, omgivelserne objektivt set byder det enkelte individ. Pointen er da, at vore kropslige følel-ser, behov og ønsker for-strukturerer den måde, verden præsenterer sig for os på, således at vi på forhånd for det første er generelt opmærksomme på, hvad omgivelserne overhovedet byder på af ’affordances’ i en konkret situation, og for det andet og i særdeleshed er op-mærksomme på de ’affordances’, der opfylder de behov og ønsker vi måtte have her og nu.

Disse følelser, behov og ønsker, som jeg beskrev dem i del 1, var imidlertid at finde på et relativt basalt niveau, hvorfor jeg da også kun har hævdet, at de gav en for-struktur til den

måde, verden i en given sammenhæng præsenterede sig for os på. Med denne dels analyse af vores kropsskemamæssige handlingsrelaterede engagement i verden såvel som med be-grebet ’affordance’ er det imidlertid muligt at se, hvordan vores kropslige væren, på grund-lag af denne for-struktur, i høj grad er med til at bestemme, hvad der træder frem som rele-vant at bemærke i en konkret situation. Som Merleau-Ponty siger: ”[I]f there can be, in front of it [the body], important figures against indifferent backgrounds, this occurs in virtue of its being polarized by its tasks, of its existence towards them, of its collecting together of itself in its pursuit of its aims” (Merleau-Ponty, 1962, s. 101, kursiveringer i original). Vores dag-lige gøremål, formål, opgaver osv., dvs. vores involverede væren i verden, med den bag-grundsviden som er kropsskemamæssigt inkorporeret heri, er med andre ord bestemmende for, hvilke aspekter ved de situationer, vi kommer i, der træder frem som væsentlige, dvs.

hvilke ’affordances’ vi lægger mærke til i vore omgivelser – eller endnu bedre, med en sammenskrivning af Merleau-Pontys og Gibsons terminologier: hvilke ’affordances’ i om-givelserne, der umiddelbart giver sig som figurer mod den resterende del af omgivelsernes baggrund¹⁹⁷. Relevans er således et spørgsmål om relevans for os, som de kropslige, le-vende, engagerede væsener, vi er, i relation til de projekter, ønsker og mål, vi til enhver tid forholder os til gennem vore aktiviteter, uanset med hvilken grad af bevidst opmærksomhed denne forholden os sker.

Vigtigt er det nemlig, at den strukturering, som vores kropslige eksistens giver til den konkrete situation, ikke nødvendigvis sker i kraft af bevidste følelser, behov og ønsker. I mange situationer reagerer vi bare umiddelbart på de ’affordances’, som situationen byder på, uden at vi er os et konkret behov bevidst (dvs. har en repræsentation af behovet), og li-geledes uden at behovet er til stede for os på et ubevidst plan (hvilket ville indebære en ube-vidst repræsentation af behovet). Står der en stol foran én, kan man meget vel bare sætte sig på den, uden at være bevidst om at være træt eller om at have et ønske om at sidde; i så fald handler man ganske simpelt kropsskemamæssigt i forhold til den ’affordance’, som stolen giver – og opdager måske først, at man har sat sig, når man allerede sidder på stolen. Som i Buytendijks eksempel nævnt ovenfor reagerer man her kropsligt på stolens ’affordance’ i den grundlæggende indstillen sig på omgivelserne, som er forudsætningen for opretholdel-sen af den aktivitet (f.eks. en filosofisk diskussion), der har ens fokale opmærksomhed. El-ler for at bruge Heideggers hammereksempel igen så kan tømreren i sit værksted række ud og tage en anden hammer, der er bedre, givet den konkrete opgave han er i gang med, uden at være sig bevidst at nære et ønske om et mere adækvat stykke værktøj, og muligvis endog

197 Det bør bemærkes, at dette er fuldt i tråd med udsagnet i del 1 om, at vores kropslige for-struktur er den basis, hvorpå viden i praksis’ perspektiv udvikler sig, idet viden i praksis jo netop udvikler sig gennem og i essentiel forstand er relateret til vores levende, kropslige deltagen i praksis. Viden i praksis er dog mere end kropslig deltagen, hvilket vil blive behandlet mere udførligt i næste del.

uden at være sig bevægelsen efter dette fokalt bevidst – han forholder sig i stedet umiddel-bart, kropsskemamæssigt, til de krav og de ’affordances’, som situationen indebærer. I så-danne situationer kan man nok for en logisk analyse udpege ønsker eller behov, som de på-gældende handlinger opfylder, men jeg mener, det fænomenologisk set er en fejlagtig re-konstruktion at hævde, at behovene af den grund er repræsentationelt til stede i aktørens bevidsthed, hvis ikke bevidst, så i det mindste ubevidst. For mig at se er det meget mere rimeligt at sige, at man i situationer som disse reagerer umiddelbart, kropsskemamæssigt, på situationens ’affordances’. Og i forlængelse heraf at sige, at kropsskema- og ’affordance’-begreberne altså er komplementære.

Pointen er her, at vores kropslige eksistens giver os et perspektiv¹⁹⁸ at møde verden med:

omgivelserne byder, som jeg nu med Gibson vil sige det, på en række ’affordances’ relativt til de kropslige individer, vi er, og reciprokt er det simpelthen en del af vores kropsligt be-tingede væren i verden, at vi reagerer på disse ’affordances’. Vores kropslighed strukturerer derfor vores måde at opfatte verden på, ikke kun ved at repræsenterede enkeltbehov får be-stemte ting til at fremstå som relevante, men tillige i den dybere gibsonske forstand, at tin-gene, i kraft af vores biologiske såvel som vores kulturmæssige udrustning og handlemåder, i relation til os er ting, med hvilke vi kan handle på denne eller hin måde, eller som byder på denne eller hin fare eller glæde for os. Og denne viden om tingene er vel at mærke krops-skemamæssigt inkorporeret, hvorfor vi i konkrete situationer, på grundlag af den mere spe-cifikke aktivitet vi er i gang med, mange gange kan handle umiddelbart, ikke-repræsentatio-nelt, i forhold til tingenes ’affordances’, uden at vi nødvendigvis, bevidst eller ubevidst, har et behov eller ønske, som den givne handling opfylder. Bedre end at sige, som jeg netop har gjort, at ’vores kropslige eksistens giver os et perspektiv at møde verden med’, er det derfor at sige, at perspektivet i vid udstrækning er inkorporeret i vores kropsskemamæssige måde at forholde os til verden på: Den baggrundsviden, som vores kropslige eksistens leverer, og uden hvilken handling ikke ville være mulig, ses nu på struktureringsplanet i vid

omgivelserne byder, som jeg nu med Gibson vil sige det, på en række ’affordances’ relativt til de kropslige individer, vi er, og reciprokt er det simpelthen en del af vores kropsligt be-tingede væren i verden, at vi reagerer på disse ’affordances’. Vores kropslighed strukturerer derfor vores måde at opfatte verden på, ikke kun ved at repræsenterede enkeltbehov får be-stemte ting til at fremstå som relevante, men tillige i den dybere gibsonske forstand, at tin-gene, i kraft af vores biologiske såvel som vores kulturmæssige udrustning og handlemåder, i relation til os er ting, med hvilke vi kan handle på denne eller hin måde, eller som byder på denne eller hin fare eller glæde for os. Og denne viden om tingene er vel at mærke krops-skemamæssigt inkorporeret, hvorfor vi i konkrete situationer, på grundlag af den mere spe-cifikke aktivitet vi er i gang med, mange gange kan handle umiddelbart, ikke-repræsentatio-nelt, i forhold til tingenes ’affordances’, uden at vi nødvendigvis, bevidst eller ubevidst, har et behov eller ønske, som den givne handling opfylder. Bedre end at sige, som jeg netop har gjort, at ’vores kropslige eksistens giver os et perspektiv at møde verden med’, er det derfor at sige, at perspektivet i vid udstrækning er inkorporeret i vores kropsskemamæssige måde at forholde os til verden på: Den baggrundsviden, som vores kropslige eksistens leverer, og uden hvilken handling ikke ville være mulig, ses nu på struktureringsplanet i vid