Rumlig strukturering

Med Merleau-Ponty argumenteres der vha. konkrete eksempler for, at vores kropslige, handlingsmæssige eksistens giver ting ’for- og bagside’ og generelt strukturerer rummet omkring os i begreber og relationer som ’op’, ’ned’, ’højre’, ’venstre’, ’nær’ og ’fjern’, i forhold til den konkrete aktivitet vi er i gang med.

I forhold til spørgsmålet om strukturering af den måde, vi oplever rummet omkring os på, kan man sige, at vi basalt set oplever det i relation til og med udgangspunkt i vores krops-lige, handlingsmæssige eksistens. Kroppen er ”the unperceived term in the centre of the world towards which all objects turn their face”, som Merleau-Ponty udtrykker det (Mer-leau-Ponty, 1962, s. 82, min kursivering, NBD). Eller som han også siger det: ”The word

’here’ applied to my body does not refer to a determinate position in relation to other posi-tions or to external co-ordinates, but the laying down of the first co-ordinates, the anchoring of the active body in an object, the situation of the body in face of its tasks.” (Merleau-Ponty, 1962, s. 100). Vi oplever tingene som havende en forside og en bagside, hvilket i sig selv er en projektion fra vores egen kropslighed, og tilskriver endvidere disse to begreber til tingene på baggrund af vores placering i forhold til og handlingsmæssige forbindelse med dem. Forsiden kan godt nok være vendt væk fra os, som når et billede er vendt om, eller når vi står og ser på bagsiden af et hus, men det, der bestemmer, hvad der er ’forside’ og hvad

’bagside’, er den kropslige, handlingsmæssige relation, vi normalt har eller ideelt set bør have til tingen. Forsiden af huset er den side, man ser, når man nærmer sig det fra gaden (den almindelige måde at nærme sig et hus på), forsiden af bogen er den, der vender hen imod en, når man skal til at starte med at læse, bagsiden af medaljen er den, der normalt ikke ses eller må ses. Er der imidlertid ikke i vores normale måde at omgås en ting på en foretrukken side, gives for- og bagside umiddelbart for os ud fra vores kropslige placering i forhold til den: Forsiden af træet er således den side, der vender hen imod os; bagsiden af bjerget den, der vender væk.

Vores kropslighed strukturerer imidlertid rummet omkring os og tingene i det i forhold til mere end blot for- og bagside – enhver rumlig retning er givet relativt til vores kropslige væren: ’Op’ og ’ned’, ’top’ og ’bund’, ’højre’ og ’venstre’, ’ovenpå’ og ’nedenunder’ og naturligvis ’nær’ og ’fjern’ er alle eksempler på rumlige begreber og relationer, der henter deres mening fra vores kropslige, handlingsmæssigt involverede eksistens, inklusive mulig-heden af tankemæssigt at projicere denne andetsteds hen. Fysikkens rum er relationelt, ikke absolut, og der er derfor ikke med det givet et op eller ned – det er konventionelt og praktisk at betegne den retning, som ting falder i, som ’ned’, men at dette ikke angiver nogen absolut retning ses af, at den retning, der på den ene side af jorden angives som ’op’, på den anden

side angives som ’ned’¹⁸¹. Pointen er bare, at for os som levende, handlende, kropslige væsener er op og ned absolutte størrelser – der er ikke det mindste konventionelle (når man ses bort fra det terminologiske valg af præcis denne bogstavkombination/lyd til at udtrykke begrebet) over angivelsen af en bestemt retning som ’op’: Det er en følt eller levet retning, ikke en praktisk udtryksmåde. Ligeledes opleves ting umiddelbart som tæt på eller langt fra én selv i relation til, hvad vi har af gøremål og interesser i forhold til det pågældende: Små-kagen på den anden side af bordet kan være ’langt væk’, hvis en anden er tættere på og tager den først, og omvendt kan oversvømmelsen 20 km fra ens bopæl føles som alt for tæt på.

Og med Merleau-Pontys eksempel, så har et udsagn som ’bogen er på bordet’ mening, præ-cis fordi jeg umiddelbart herved forstår mig selv i enten bordets eller bogens rolle og bruger de begreber, der i den sammenhæng ville være passende for relationen mellem mig og bord hhv. bog. Uden denne projektion af min egen krop, ville der ikke være semantisk forskel på ordene ’på’, ’under’ og ’ved siden af’, idet tingene ’objektivt set’, dvs. uden henvisning til kropslige iagttagere, blot rent newtonsk-mekanisk, bare er ved siden af hinanden i et rum uden retninger.

En oplagt indvending på dette sted er, at op og ned ganske vist ikke er absolutte retninger i astronomiens sammenhæng, men at dette også er den forkerte målestok at bruge for ’mid-delstore objekter nær jordens overflade’, og at med en målestok adækvat for sådanne ob-jekter er rummet aldeles ikke uden retninger: Tyngdekraften bestemmer jo netop én ganske bestemt retning som den ’foretrukne’, hvilket for det første giver et helt klart ’op’ og helt klart ’ned’, uafhængigt af kropslige, handlende væsener, og for det andet gør, at ’bogen er på bordet’ bestemt ikke kun har mening i kraft af en tankemæssig projektion af vores kropslige eksistens, men i stedet simpelthen angiver, at bordet understøtter bogen, givet den retning tyngdekraften på bogen har. Til dette er der flere ting at sige: For det første, selv hvis man accepterer, at tyngdekraften bestemmer én foretrukken retning, er dette ikke til-strækkeligt til at give den strukturering af rummet, som vi som kropslige væsener oplever:

Lige så vigtig som ’op’ og ’ned’ er orienteringen til siderne, dvs. struktureringen af rummet i dét, der er til højre for kroppens origo, og dét, der er til venstre. For det andet er vores op-levelse af rummet som orienteret i ’op’ og ’ned’ faktisk mere præcis end tyngdekraftens

’bestemmelse’, og dette er netop, fordi det ikke er den, men vores kropslige væren, der giver skillelinien mellem ’op’ og ’ned’. Hvor man bare med tyngdekraften som definerende faktor kan sige, at ’ned er den retning, hvori tingene falder’ og ’op er den modsatte retning’, ople-ves op og ned bestemt i forhold til en linie mellem øjnene på den, der ser, og horisonten, således at ’op’ er retningen mod himlen set fra denne linie, og ’ned’ retningen mod jorden

181

set herfra¹⁸². For det tredje er det naturligvis rigtigt, at tyngdekraften spiller en væsentlig rolle i vores oplevelse af rummet som orienteret i op og ned – man er ikke i tvivl om, hvad der er ’op’ og hvad ’ned’, blot fordi man står på hovedet, og omvendt synes det mig svært at se, hvordan begreberne skulle finde entydig anvendelse i det ydre rum, hvor man ikke er påvirket nævneværdigt af nogen tyngdekraft¹⁸³. Men pointen er, at det er præcis, fordi vi er kropslige væsener, at tyngdekraften kan have denne rolle – det er, fordi vi kropsligt er på-virket af tyngdekraften, at denne er vigtig i vores strukturering af rummet. Dermed er den tyngdekraftsmæssige strukturering også i høj grad en strukturering ud fra vores kropslighed og ikke f.eks. blot et mentalt ’net’, vi lægger ud over verden. Og accepten af tyngdekraftens betydning indebærer i særdeleshed ikke en påstand om, at fysikkens rum er orienteret. Der-for er det Der-for det fjerde måske nok rigtigt, at tyngdekraftens retning har en betydning i ad-skillelsen af begreberne ’på’, ’under’ og ’ved siden af’, men det er vel at mærke en betyd-ning, der relaterer til os som kropsvæsener: Det er netop vores kropslige erfaring og forstå-else af støtte og understøttforstå-else, der gør, at vi ser en bog som ’på’ bordet, dvs. understøttet af det, frem for blot som ’ved siden af’ det. Og denne kropslige forståelse går vel at mærke ud over den blotte erfaring af tyngdekraften¹⁸⁴: En flue sidder således på loftet, på trods af at den er under loftet, og af at tyngdekraften påvirker den væk herfra¹⁸⁵ – tyngdekraftens ret-ning er med andre ord ikke vigtigere i bestemmelsen af begrebet ’på’, end at vores kropslige forståelse af støtte, såvel som af betydningen af forhold som fluens lidenhed og mobilitet i sammenligning med loftets størrelse og stabilitet, gør det naturligt at se fluen som på loftet, i stedet for at se loftet som på fluen.

182 Dette gælder også, hvis man står på hovedet. Det gælder imidlertid ikke, hvis man ligger ned, idet ’op’ da, i fald man ligger på ryggen, er retningen ud fra brystkassen, eller, i fald man ligger på maven, retningen ud fra ryggen, og omvendt med ’ned’.

183 Man kunne forestille sig begreberne brugt relativt til den måde, rumskibet vender, eller alternativt at ’op’ blev brugt om retningen mod ens eget hoved og ’ned’ om retningen mod ens fødder. I så fald ville det dog være umuligt at sige, hhv. at rumskibet vendte på hovedet, og at man selv gjorde det, hvilket gør det til en meget speciel brug af begreberne.

184 Faktisk vil jeg mene, at vi aldrig har ’den blotte erfaring af tyngdekraften’ – tyngdekraften er der naturligvis til stadighed, men ikke som en isoleret faktor uafhængig af den konkrete situation, vi er i. I stedet er tyngdekraften et sta-digt aspekt af de handlinger, vi foretager, og af de handlingssammenhænge, vi indgår i.

185 Ligeledes hænger et billede på væggen. I dette tilfælde er tyngdekraftens retning vinkelret på ’på’-relationen.