Kroppen som semantisk skabelon

Sheets-Johnstones opfattelse af kroppen som semantisk skabelon for menneskelige praksisser både fylo- og ontogenetisk set diskuteres og accepteres. Der foreslås dog en merleau-pontysk udlægning af hendes eksempler som alternativ til hendes husserlianske.

Som et sidste punkt i dette kapitel om kroppens strukturerende rolle vil jeg kort komme ind på Sheets-Johnstones opfattelse af, at kroppen fungerer som semantisk skabelon (”semantic template”) i begrebsdannelse og i vores relation til omverdenen, på baggrund af taktil-kinæ-stetiske følelser forbundet med handlingen (Sheets-Johnstone, 1990). Således hævder hun, f.eks. at mennesket både fylogenetisk og ontogenetisk har udviklet begreberne ’hårdhed’ og

’kant’ fra oplevelsen af at lade tungen løbe langs med tænderne, og begrebet ’at dele i styk-ker’ fra oplevelsen af at tygge, og endvidere at disse begreber var en forudsætning for, at de tidligste mennesker begyndte at bruge sten som værktøj, for slet ikke at tale om at forarbej-de sten hertil. Det er ifølge Sheets-Johnstone alment accepteret inforarbej-den for palæoantropologi, at stenværktøj erstattede tænder (og hænder), fordi førstnævnte ’ligner’ sidstnævnte mht.

effektiviteten af givne aktiviteter – Sheets-Johnstones pointe i den sammenhæng er, dels at

analogien mellem sten og tænder ikke kun angår effektivitet, men også hårdhed, overflade-tekstur, kanter osv., dels at der kræves begreber for at se disse analogier. Og at disse begre-ber vel at mærke er kropslige, ikke-sproglige begrebegre-ber, da sten blev brugt som værktøj, lang tid før sproget opstod. Hun argumenterer således for, at de tidligste mennesker brugte deres taktil-kinæstetiske fornemmelser af tænder som semantisk, ikke-sproglig skabelon ved op-dagelsen af, at sten kan bruges som værktøj. På tilsvarende vis hævder hun, at det at tælle har sin oprindelse, ikke i tal, men i en følt ’tohed’, nemlig i vores taktil-kinæstetiske ople-velse af vores krops binære modsætninger: Vi har en forside/bagside, en venstre side/højre side, vi er orienteret op/ned, og når vi går eller løber er der en simpel, binær regelmæssighed såvel i føddernes bevægelse som i armenes. Denne ikke-sproglige oplevelse af ’to’, som har sin grund i vores oprette holdning og tobenede bevægelse, er ifølge Sheets-Johnstone den semantiske skabelon for det at tælle og forklarer ydermere, hvorfor et binært tællesystem fylogenetisk kom før fingrenes titalssystem.

Problemet med Sheets-Johnstones opfattelse er, at den i høj grad bygger på en husser-liansk (re)konstruerende fænomenologisk analyse af handling og begrebsdannelse. Således består en væsentlig del af Sheets-Johnstones analyser i beskrivelsen af, hvordan bestemte handlinger føles, når man ’mærker efter’ (f.eks. ved med fuld fokal opmærksomhed derpå at lade tungen glide hen over tænderne), og en ekstrapolation herfra af, hvordan handlingen føles, når den faktisk udføres; ikke for at ’prøve efter’, men ’virkeligt’, i faktiske givne situ-ationer. Sagen er blot den, som jeg før har argumenteret for, at en sådan ’mærken efter’ ud-gør en anden handling, nemlig en tematiserende handling, end den, der ønskes undersøgt, dvs. den ikke-tematiserede handling-i-verden. Af denne grund er det problematisk at slutte fra, hvad der er tilfældet i den tematiserende handling til, at dette også er tilfældet i den an-den, ikke-tematiserede handling. Når dette er sagt, mener jeg imidlertid, at Sheets-Johnstone har fat i nogle meget væsentlige pointer, herunder især at der var et kropsligt betydnings-indhold involveret i forbindelse med oprindelsen af mange af vore praksisser, f.eks. værk-tøjsanvendelse og det at tælle, og at dette betydningsindhold også er væsentligt ontogenetisk i forbindelse med det lille barns tilegnelse af bestemte af vore dages praksisser. I det føl-gende vil jeg derfor se på, hvorledes disse pointer kan forenes med min merleau-ponty-in-spirerede opfattelse af det problemaatiske i at foretage sådanne husserlianske (re)konstruktioner af handling.

Som det første kan det siges, at de tidligste mennesker naturligvis ikke konstant har væ-ret opslugt af adækvat handlen, men at de dels har måttet lære denne adækvate handlen, hvilket i mange tilfælde vil være sket intentionelt, dvs. netop med den fokale opmærksom-hed på kroppen, som Sheets-Johnstone synes at forudsætte. Og dels vil de jævnligt være blevet afbrudt i deres adækvate handling, f.eks. ved at bide sig selv i tungen, få sand, grus

bruge dem som værktøj. I sådanne situationer vil de derfor også have rettet deres fokale opmærksomhed mod, hvordan det føles; og det synes derfor rimeligt at sige, at de i sådanne situationer har fået dels en kropslig, ikke-sproglig (da de jo ikke havde sprog), følt forståelse af deres tænders udformning og tekstur, dels en tilsvarende ikke-sproglig, følt ide om, at knækkede tænder kunne undgås ved brug af noget andet som værktøj. Det vil således ikke, hvad dette tilfælde angår, være nødvendigt at slutte fra beskrivelsen af, hvordan den temati-serende handling føles, til, hvordan den ikke-tematiserede handling også må føles, bare

’subsidiært’ eller ’ubevidst’, for at kunne fastholde det interessante synspunkt, at et krops-ligt betydningsindhold²⁴⁰ har været bestemmende for en praksis som den at bruge værktøj.

For andre af Sheets-Johnstones eksempler gælder det imidlertid, at de essentielt vedrører situationer, hvor vi – de tidligste mennesker såvel som det lille barn – netop handler adæ-kvat. Den binære regelmæssighed i forbindelse med at gå eller løbe er således primært til stede, når vi ikke er bevidste om handlingen, da denne, som jeg før har været inde på, for-styrres af vores opmærksomhed på den. Nu kan man sige, analogt til det just sagte angående den fylogenetiske udvikling af redskabsbrug, at det lille barn lærer at gå intentionet – det har jeg selv hævdet ovenfor – at det derfor er bevidst om sine to ben, og at det kunne være her-igennem, snarere end gennem udøvelsen af de erhvervede færdigheder gang og løb, at be-grebet ’to’ opstår. Det er imidlertid spørgsmålet, om denne forklaring kan bruges i dette til-fælde – dels er der ikke meget binær regelmæssighed over det lille barns usikre stavren, hvorfor man må spørge sig, om det, selvom det er nok så opmærksom på sine ben, er op-mærksom på deres binaritet, dels er binariteten, som Sheets-Johnstone påpeger, også til stede på andre måder i vores krop. I stedet vil jeg mene, at binariteten er en del af det levede kendskab, vi har til os selv gennem vores handling i verden – at det således er et kropsske-mamæssigt inkorporeret betydningsindhold, som vi lever og handler ud fra, og som verden fremtræder struktureret i forhold til: Ligesom rummet umiddelbart opleves som orienteret i op og ned, højre og venstre, og tingene opleves at have en forside og en bagside, i kraft af den strukturering som vores kropslighed giver til den konkrete situation, uden at der af den grund er tale om en repræsentationel projektion af eller seen analogier til vores kropslighed;

på samme måde – og faktisk som en del heraf, da de nævnte forhold selv er binære modsæt-ninger – vil jeg mene, at binaritet også umiddelbart træder frem som et relevant træk ved situationen på baggrund af vores kropslige væren. Binariteten i vores kropslighed resonerer simpelthen med i den måde, verden præsenterer sig for os på. Således mener jeg generelt, at de eksempler, som Sheets-Johnstone giver, er vigtige fingerpeg om kroppens rolle som

240 Jeg finder udtrykket ’semantisk skabelon’ for stærkt, da det, i tråd med Sheets-Johnstones generelle brug af Husserl, synes at antyde en helt anden grad af fokalt bevidst, husserliansk ’konstitution’ af meningen i verden, end jeg kan til-slutte mig. At vi har et kropsligt betydningsindhold, som vi i nogle tilfælde er fokalt bevidste om, og i andre tilfælde blot har et levet kendskab til, idet det strukturerer den måde, vi opfatter verden på, finder jeg en mere plausibel tese.

ningsskaber, idet de klart indikerer, at et kropsligt betydningsindhold har været væsentligt i forbindelse med forskellige menneskelige praksissers opståen. Blot bør det pointeres, at man ikke uproblematisk, som Sheets-Johnstone, kan slutte fra tematiserende handling til ikke-tematiseret, og at betydningsindholdet enten vil være blevet bemærket fokalt bevidst (tematiseret) i situationer med intentionel læring (intenderet eller ikke-intenderet), eller det vil være blevet erhvervet som et levet, kropsskemamæssigt inkorporeret betydningsindhold, frem for et mentalt bevidst.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg i dette kapitel har søgt at vise forskellige interrelaterede måder, hvorpå vores kropslighed og vores kropsskemamæssige væren i verden strukturerer den måde, verden træder frem for os på og er med til at bestemme den mening, denne frem-træden har. Jeg har med Merleau-Ponty argumenteret for, at vores kropslighed giver rummet omkring os struktur, ligesom den umiddelbart lader den perceptuelle situation fremtræde struktureret i figur og baggrund. Med Gibsons begreb om ’affordance’ har jeg hævdet, at vore omgivelser objektivt set rummer positive og negative handlemuligheder for os, relativt til de kropslige individer vi er, og at vi ofte reagerer umiddelbart kropsskemamæssigt, uden at være fokalt bevidste derom, på sådanne ’affordances’. ’Affordance’-begrebet må endvi-dere opfattes som komplementært til begrebet ’kropsskema’: Verden træder frem for os struktureret med de ’affordances’, den konkrete situation byder på for os, og dette sker om-vendt netop i relation til vores kropsskemamæssige væren i verden – til de handlemulighe-der, vi faktisk fysiologisk, personligt, kulturelt betinget har. Min brug af begrebet ’affor-dance’ blev endvidere udvidet, således at det dækker opfattelsen af handlemuligheder gene-relt, ikke kun handlemuligheder ved konkrete ting. På den baggrund har jeg søgt at rimelig-gøre en anden udlægning af Lakoff og Johnsons eksempler på metaforer og ’image sche-mata’, der strukturerer og giver mening til tænkning og rationalitet. Ifølge min udlægning er metaforerne og ’image schemata’ene ikke at se som strukturer i det ’kognitivt ubevidste’, men er i stedet et kropsskemamæssigt inkorporeret betydningsindhold, som i kraft af vores

’affordance’-relaterede strukturering af ’måldomænet’ kan resonere med i vores forståelse af dette, givet vores baggrundsviden om ’mål-’ og ’kildedomæne’. Endelig har jeg diskute-ret og tilsluttet mig Sheets-Johnstones opfattelse af, at vores kropslighed leverer et betyd-ningsindhold, der er essentielt i forbindelse med forskellige menneskelige praksissers op-ståen. Blot har jeg argumenteret for, at hendes eksempler må gives en merleau-pontysk fremstilling frem for en husserliansk (re)konstruerende beskrivelse af ikke-tematiseret handling ud fra en tematiserende handling. Jeg har skitseret en sådan merleau-pontysk frem-stilling af eksemplerne og har her trukket på min skelnen mellem intentionel læring og læ-ring ’as we go along’. Hermed mener jeg mig i stand til at gå videre til næste kapitel, i hvil-ket jeg vil gå endnu et niveau dybere og diskutere, i hvilken grad kroppen kan siges at være