Kort om forholdet mellem det neurologiske og det fænomenologiske niveau

Relationen mellem det neurologiske og det fænomenologiske niveau præciseres. Det pointeres, at der er tale om irreducible beskrivelsesniveauer, og at fænomener som krop, mening, handling og læring kun kan gives en adækvat beskrivelse på sidstnævnte niveau.

Kropsskemabegrebet præciseres på baggrund heraf og bestemmes som ’den konkrete aktualisering af kroppens rum af mulige handlinger’.

Som præsenteret i introduktionen og videreudviklet i del 1 har jeg det metateoretiske filoso-fiske grundsynspunkt, at vi altid allerede er i verden som aktører, forud for refleksion, og at vi implicit i denne væren har en ikke-reflekteret forståelse af de handlingssammenhænge, vi indgår i. Det kropsbegreb, som jeg søger at indfange med begrebet ’kropsskema’ som væ-sentligt nøglepunkt, angår dette fænomenologiske ’væren-i-verden’-plan, dvs. det beskrivel-sesniveau, hvor begreber som ’handling’, ’mening’, ’væren i verden’ finder anvendelse.

Dette er mere præcist niveauet for vores interaktion med hinanden og med omverdenen; dér, hvor ting og situationer har mening for os, og hvor vi møder hinanden som mennesker – som handlende individer, der gør meningsfulde ting. I forhold til en realisme-/antirealismedebat er pointen her ikke en ontologisk mangedobling af verden – jeg finder Davidsons udsagn, at ”there is one world – at most…” meget sympatisk¹²⁶ – men i stedet den, at denne ene verden kan beskrives på mange niveauer, der ikke kan reduceres til hinan-den, selvom der er årsagssammenhænge på tværs af niveauer. Årsagssammenhænge er nød-vendige, men ikke tilstrækkelige betingelser for de betydningssammenhænge, der findes på

højere niveauer. Dette gælder ydermere for mig at se generelt, ikke kun for handlings- og meningsplanet. Øjets funktion og virkemåde kan f.eks. ikke forklares adækvat med kernefy-sikkens begreber og heller ikke, hvad der måske er vigtigere, udtømmende med kemiens og optikkens: Disse indfanger nemlig ikke selve funktionaliteten. Sagen kompliceres yderligere for handlings- og meningsplanet, der, s om jeg har diskuteret i del 1, efter min mening er et holistisk niveau, idet verden fremtræder for os i meningsgestalter, som vi handler på bag-grund af og i forhold til. Dette er i modsætning til det neurale niveau, som det sædvanligvis opfattes¹²⁷, nemlig som kendetegnet ved atomistiske stimulusinput og -output¹²⁸. Det vigtig-ste forhold i denne forbindelse er dog, at betydningssammenhængene på handlings-/meningsniveauet ikke kan reduceres til årsagssammenhængene mellem dette niveau og det neurale niveau. Dette kan illustreres med en analogi til forholdet mellem rillerne i en gram-mofonplade og den musik, der fremkommer, når pladen afspilles: Musikken er forårsaget af rillerne, og rillerne er i den forstand nødvendige betingelser for betydningssammenhængene, men musikkens betydning kan ikke reduceres til en redegørelse for rillerne, dvs. årsags-sammenhængene er ikke tilstrækkelige for betydningsårsags-sammenhængene. Sagt på en anden måde, så er rillerne i grammofonpladen simpelthen ikke det rigtige analytiske niveau at dis-kutere musikkens betydning på. Og på tilsvarende måde er det neurale niveau simpelthen ikke det rette niveau at diskutere handling og mening på. Analogien har for mig at se endnu en dimension, nemlig den, at den viser, hvordan man på ét analytisk niveau kan have atomi-stiske størrelser (rillerne) og på et andet have holiatomi-stiske enheder: Musikkens betydning har at gøre med musikken som gestalt, ikke med rillerne, og ikke engang med de enkelte lyde, som rillerne skaber: Som gestaltteoretikerne har påpeget, er det interessante netop, at når vi hører og forstår musik, forholder vi os til en gestalt, en musikhelhed, selvom tonerne kom-mer én ad gangen i tid¹²⁹. I forhold til begrebet ’krop’ er pointen den, at det neurale niveau (i lighed med grammofonpladerillerne) har årsagssammenhænge med handlings-/meningsniveauet i den forstand, at neurale processer er nødvendige betingelser for eksi-stensen af de fænomener, der kun kan beskrives på handlings-/meningsniveauet, men at disse dels ikke er én-til-én (ligesom relationen mellem rillerne og musikkens gestalt ikke er én-til-én), dels er uden direkte relevans for betydningssammenhænge. Det bør dog bemær-kes, at der også er årsagssammenhænge ’internt’ på handlings-/meningsniveauet, ligesom

127 Denne opfattelse beskrives og kritiseres på forskellig vis af Damasio, 1994, og Lakoff & Johnson, 1999.

128 Lakoff & Johnson henviser i Lakoff & Johnson, 1999, til undersøgelser, der peger på det modsatte, dvs. at der også er holistiske fænomener på det neurale niveau. I fald dette viser sig at være tilfældet, vil det være interessant i forhold til det her sagte i den forstand, at det muligvis vil kunne give en del af en redegørelse for årsagssammenhænge mellem det neurale niveau og handlings-/meningsniveauet. Da betydningssammenhængene for sidstnævnte niveau efter min me-ning dog ikke udgøres af årsagssammenhængene mellem det og førstnævnte niveau, vil denne mulige redegørelse dog ikke kunne give noget svar på de spørgsmål, jeg her diskuterer, og det er derfor heller ikke afgørende, hvorvidt de givne undersøgelser har ret.

129 Dette forhold diskuteres udførligt i Dreyfus, 1979, s. 244f.

der også er årsagssammenhænge på musikkens betydningsniveau – man kan f.eks. blive glad af at høre på den. Sådanne årsagssammenhænge har en direkte relation til betydnings-sammenhængene, hvorfor jeg flere steder igennem afhandlingen vil diskutere eksempler herpå. Man kunne her indvende, at jeg med denne opfattelse indfører en ny cartesiansk dua-lisme, denne gang blot mellem krop og hjerne, ikke mellem sjæl og legeme. Dette mener jeg dog ikke er tilfældet – der er ikke et radikalt ontologisk skel mellem krop og hjerne som i Descartes’ distinktion, men et skel mellem beskrivelsesniveauer og en pointering af, at fæ-nomener, som er velkendte for os i vores hverdagsliv som krop, mening, handlen og læring, godt nok er årsagsmæssigt betinget af, men ikke lader sig beskrive adækvat på det neurolo-giske niveau – eller for den sags skyld på andre niveauer (eller på tværs af disse) som det kemiske eller det kvantemekaniske¹³⁰.

For nu at vende tilbage til termen ’kropsskema’, så kan dette beskrives som ’aktualise-ringen af det rum af mulige handlinger, som en given person har i relation til den givne situ-ation’, hvilket ikke skal forstås fysiologisk, men i stedet kulturelt-personligt (inden for fysi-ologiens rammer) således at ’rummet af mulige handlinger’ er ’de handlinger, det falder den givne person naturligt at udføre i den pågældende kontekst’. Kropsskemaet kan i en vis for-stand forstås som handlemønstre, blot må disse ’mønstre’ ikke opfattes som fastlagte stør-relser, som modeller eller ’skemaer’ i sædvanlig betydning¹³¹, men netop som noget, der først får konkret form i den bestemte handling i en given situation. Der er således ikke tale om præcist specificerbare størrelser, men om ’mønstre’ i samme konkrete paradigmemæssi-ge forstand som den, jeg i del 1 brugte i beskrivelsen af den kompetente praktikers praktiske kunnen¹³² – en praktisk kunnen, der, bør det her ekspliciteres, er et konkret udtryk for kropsskemamæssig forholden sig, altså for overensstemmelsen mellem krop og verden i den givne situation. Det er for at betone fleksibiliteten og ubestemtheden før den konkrete aktu-alisering, at jeg bestemmer kropsskemaet i relation til et ’rum af mulige handlinger’ og med Gallagher som en ’attunement of the body to its environment’, snarere end som ’handle-mønstre’. Men denne understregning af fleksibiliteten og ubestemtheden skal ikke dække over den velkendthed, som er et af de væsentligeste kendetegn ved kropsskemamæssig handlen – velkendthed vel at mærke i den beskrevne gennemsigtige, ikke-opmærksomheds-krævende form: I modsætning til handlinger, som vi ikke før har udført, som vi må over-vinde os selv eller er nødt til at tænke over, dvs. være fokalt, refleksivt bevidste om, for at udføre, er der også en lang række handlinger, som vi bare mestrer, og som vi kan udføre

130 Som antydet er der ifølge min opfattelse ikke kun to beskrivelsesniveauer, men mange, hvoraf det neurale niveau og handlings-/meningsniveauet blot er to, om de i denne sammenhæng er to meget vigtige.

131 Som før nævnt finder jeg selve ordet ’kropsskema’ lidt uheldigt grundet de associationer ’skema’ dagligsprogsmæs-sigt vækker. Jf. indledningen til nærværende kapitel.

uden at tænke over dem. Og det er disse handlinger, jeg mener, når jeg taler om ’rummet af mulige handlinger’. At spise med kniv og gaffel tilhører de fleste vesterlændinges rum af mulige handlinger, hvorimod drageflyvning kun tilhører de fås. Eller måske mere interes-sant: At spise med hånden på indisk vis tilhører ikke de fleste vesterlændinges rum af mu-lige handlinger – selvom de naturligvis fysiologisk er i stand til at spise sådan, er det ikke en handling, der ’giver sig for dem’, fordi det ikke er den måde, man spiser på i deres kultur.

’Rummet af mulige handlinger’ er dog ikke en én gang given størrelse – handlinger kan indlemmes i dette rum (man kan jo lære drageflyvning og vænne sig til at spise som in-derne, hvis man i længere tid opholdt sig i Indien), ligesom de kan forsvinde herfra, hvis man ikke holder dem ved lige (en kirurg er således nødt til at opretholde en vis træning for at operationer af forskellig art til stadighed kan tilhøre hans rum af mulige handlinger). Det er imidlertid vigtigt at holde sig nødvendigheden af konkret aktualisering for øje – overens-stemmelsen mellem krop og verden finder altid sted i givne, specifikke situationer, og der-for er kropsskemaet ikke et abstrakt ’rum af mulige handlinger’, men som jeg udtrykte det før ’et rum af mulige handlinger i relation til den givne situation’, eller, måske bedre endnu,

’den konkrete aktualisering af kroppens rum af mulige handlinger’. Herigennem kan ’krop-pen’ bestemmes som havende et fleksibelt handlingspotentiale, der indbefatter vore kultu-relle normer og biologiske fordringer, og ’kropsskemaet’ som den konkrete realisering i hver enkelt situation af dette handlingspotentiale under hensyntagen til situationens speci-fikke fordringer.

Med dette mener jeg at have præciseret begrebet ’kropsskema’ tilstrækkeligt og yderme-re at have yderme-redegjort kortfattet, men for denne sammenhæng forhåbentligt trods alt accepta-belt, for min opfattelse af forholdet mellem det fænomenologiske og det neurologiske ni-veau. Jeg vil derfor vende tilbage til spørgsmålet om opmærksomhed i handling og vores mulighed for at ’indstille os på situationen’, uden at vi er opmærksomme derpå.