Opsamlende bemærkninger

Det hævdes, at min analyse i overensstemmelse med den tidligere fremsatte fordring derom har taget vores dagligsprogsmæssige opfattelse som udgangspunkt, både som explicandum og som explicans ved at sammenknytte viden med succes og sandhed, ved at se på dagligsprogsmæssigt paradigmatiske eksempler og ved at undersøge tværgående træk ved disse. Dernæst overvejes det, hvorvidt der er et bredere repræsentationsbegreb, der indbefatter ikke-sproglige repræsentationer, implicit i ’viden i praksis’. Dette afvises.

Endelig angives nogle yderst tentative retningslinier for en fremtidig analyse af begrebet

’sandhed’. Nærmere bestemt foreslås ’sandhed’ at kunne have to gensidigt afhængige led:

et svagere, kohærentistisk og praksisinternt, og et stærkere, der relaterer til verden kausalt og logisk uafhængig af os. Det diskuteres kort, på hvilke måder ’viden i praksis’ vil kunne tænkes at knytte an til et sådant dobbelt sandhedsbegreb.

Indledningsvis hævdede jeg, på baggrund af mit metateoretiske filosofiske grundsynspunkt fremsat i introduktionen, at en analyse af begrebet ’viden’ må tage vores dagligsprogsmæs-sige forståelse heraf som udgangspunkt, både som explicandum og som explicans. Det må derfor være på sin plads på dette sted at præcisere, hvorledes dette konkret er blevet gjort, og ligeså at overveje, på hvilke måder min analysens resultat da adskiller sig fra vor daglig-sprogsmæssige opfattelse.

Først vil jeg derfor sige, at jeg har taget vores dagligsprogsmæssige opfattelse som expli-cans-udgangspunktet på to måder: For det første ved at pege på, at denne opfattelse giver os to fordringer til en redegørelse for begrebet ’viden’, nemlig dels en fordring om en ceteris paribus-relation mellem viden og succes, altså at viden alt andet lige skal lede til succes;

dels en sammenkædning af viden med begrebet ’sandhed’. Jeg har her hævdet, at sandheds-begrebet i sig selv er så dunkelt, at dette ikke kan bruges som vejledning for vidensanalysen, men må gives en selvstændig redegørelse, som det dog er uden for rammerne af denne af-handling at præsentere. Succeskravet eller rettere den implicitte anvendelsesorientering, som dette krav indebærer, har imidlertid været en ledetråd for min analyse, idet jeg har rettet fokus, ikke så meget på under hvilke omstændigheder, vi er berettiget til at sige, at vi har viden, som hvordan viden kommer til udtryk – hvad det er vi kan, når vi har viden, og hvad udøvelsen af viden betyder for den, dvs. i hvilken udstrækning viden tager konkret form af sin udøvelse. I forlængelse heraf ligger det andet punkt, hvorpå jeg har taget vores daglig-sprogsmæssige forståelse som explicans, eller i hvert fald som retningsgivende for analysen:

I tråd med de indledende bemærkninger i introduktionen har jeg hævdet, at den traditionelle angelsaksiske forståelse af viden som bestående af sprogligt ekspliciterede eller i det mind-ste sprogligt artikulerbare repræsentationer er alt for snæver i forhold til de mange situatio-ner, i hvilke vi i praksis bruger begrebet, for slet ikke at nævne de mange situatiosituatio-ner, hvor vi

ikke siger ordet, men hvor vi agerer og interagerer med hinanden på baggrund af en ikke nødvendigvis repræsenteret vished om viden⁹⁷. Jeg har derfor taget nogle for mig at se para-digmatiske eksempler på situationer, hvor vi dagligsprogsmæssigt vil sige, at der er en form for viden involveret, om end muligvis en form, som vi umiddelbart forstår som på flere må-der forskellig fra den angelsaksiske filosofis mønstereksempel på viden, den sprogligt arti-kulerede dom. Jeg har her dels fokuseret på de tre ’vidensformer’, som jeg mener, vi daglig-sprogsmæssigt opererer med, nemlig sproglig viden (”Jeg ved, at 2+2=4”), praktisk kunnen (”Han ved, hvordan man laver en god sovs”) og personlige erfaringer (”Jeg ved, hvordan

’mauve’ ser ud”); dels undersøgt tre paradigmatiske videns- eller kompetencesituationer med henblik på bestemmelsen af, hvorledes de tre angiveligt forskelligartede ’vidensformer’

spiller sammen i den adækvate handling. Disse tre paradigmatiske videns- eller kompeten-cesituationer har været teoretisk fysik, sundhedsfaglig praksis og bilkørsel.

Samtidig har disse tre paradigmatiske eksempler og de tre ’vidensformer’ derfor også været behandlet som explicandum, idet jeg har spurgt, på hvilken måde ’vidensformerne kommer til udtryk i eksemplerne, hvad relationen mellem ’vidensformerne’ er (i de tre ek-sempler og i det hele taget), og om der måske var bagvedliggende grunde til, at vi daglig-sprogsmæssigt omtaler alle som former for viden. Herigennem har jeg undersøgt, om ’vi-densformerne’ virkeligt er tre forskellige måder at bruge ordet ’viden’ på – om det altså blot er en terminologisk afgørelse at bruge samme ord om dem – eller om der er vigtige sam-menfaldspunkter mellem dem. Jeg har her søgt at vise, at ingen af de tre kan eksistere alene, men at de i praksis altid forefindes som aspekter ved en tilgrundliggende enhed, som jeg har benævnt ’viden i praksis’, og som jeg har søgt at illustrere eksistensen af netop gennem en analyse af de tre dagligsprogsmæssigt paradigmatiske videns-/kompetencesituationer. Med andre ord har jeg argumenteret for, at det, der gør de paradigmatiske situationer til ’vi-dens-/kompetencesituationer’, er viden i praksis, nærmere bestemt den sammenvævede en-hed af de tre ’vidensformer’, der på sin side netop kvalificerer til betegnelsen ’vidensform’ i kraft af de respektive bidrag de i denne enhed giver til vores adækvate forholden os i prak-sis. På denne måde har jeg søgt at forklare – tage som explicandum – vores dagligsprogs-mæssige brug af begrebet ’viden’.

Her kunne jeg forestille mig den indvending, at jeg burde have valgt termen ’kompe-tence’ frem for ’viden i praksis’ som hovedkategori til at dække enheden af sproglig viden, praktisk kunnen og personlige erfaringer. Jeg medgiver gerne, at en sådan terminologi også havde været en mulighed – jeg har i stedet valgt ’viden i praksis’, primært for ved selve min

97 Som i det ovenfor citerede eksempel fra Wittgenstein, hvor ” Mein Leben zeigt, daß ich weiß oder sicher bin, daß dort ein Sessel steht, eine Tür ist usf.“ (Wittgenstein, 1984c, § 7), dvs. hvor det pågældende er så sikkert for os, at en

betegnelse at understrege, at den traditionelle opfattelse af viden som udelukkende sproglig viden er mangelfuld på afgørende måder, fordi denne ’vidensform’ grundlæggende afhæn-ger af og eksisterer i integreret enhed med andre aspekter af viden. Endvidere finder jeg be-tegnelsen i rimelig overensstemmelse med vores dagligsprogsmæssige opfattelse af, at det, der sætter os i stand til at handle adækvat i konkrete situationer, alt andet lige er en form for viden. Det er dog vigtigt at pointere, at det for mig ikke er terminologien, der er afgørende, men i stedet accepten af eksistensen af den fænomenale enhed, som jeg har valgt at kalde

’viden i praksis’, men som for min skyld godt kunne kaldes ’kompetence’ eller noget helt tredje, blot den beskrivelse, jeg har givet af den, blev godtaget. Nærmere bestemt, at det blev anerkendt, at vi i praksis har en tilgrundliggende forståelse, der udgør et perspektiv på de konkrete situationer, vi kommer i, og at denne forståelse har tre interrelaterede aspekter, der ikke til fulde kan forstås uafhængigt af hinanden, nemlig sproglig viden, praktisk kun-nen og personlige erfaringer.

I overensstemmelse med min opfattelse af, at vores hverdagsmæssige for-forståelse dan-ner udgangspunkt, men ikke endemål, for en filosofisk analyse, er min mere konkrete be-skrivelse af ’viden i praksis’ og af de dagligsprogsmæssigt set paradigmatiske vi-dens-/kompetencesituationer imidlertid gået videre end en blot og bar redegørelse for, hvor-dan disse situationer umiddelbart fremtræder for os. Jeg har således som et led i påvisningen af, hvad der binder de paradigmatiske situationer sammen og gør dem alle vidensmæssigt interessante, beskrevet handlinger i de givne praksisser som udtryk for ’vidensformer’, som vi måske ikke til daglig ville forbinde med dem. Teoretisk fysikfaglig viden er eksempelvis blevet beskrevet som essentielt involverende praktisk kunnen og personlige erfaringer, og i den anden ende af videnskontinuet er bilkørsel blevet karakteriseret som en fleksibel tagen højde for den konkrete situation i en integreret inddragelse af sproglig viden om bl.a. færd-selsloven og bestemte vejruter. Især den første beskrivelse, men også til dels den anden, vil formodentlig være i modstrid med de flestes umiddelbare forståelse af de pågældende prak-sisser. Ligeledes går min bestemmelse af viden i praksis som en tilgrundliggende forståelse, der udgør et handlingsorienteret perspektiv, ved hjælp af hvilket relevante træk ved den givne situation træder frem, klart ud over almindelig, gængs forståelse af, hvad viden er.

Dette er dog for mig at se ikke et kritikpunkt mod opfattelsen – formålet med en filosofisk analyse af et givet begreb må dog netop være, med hold i redegørelser for konkrete, para-digmatiske tilfælde, at bidrage til udviklingen af forståelsen af det. Dette er netop, hvad jeg har søgt at gøre her, ved at pege på forhold, der for mig at se konsistent sammenbinder de paradigmatiske eksempler på viden, og i den forbindelse argumentere for, at den viden, vi har i praksis, altid er en enhed af de tre aspekter, sproglig viden, praktisk kunnen og person-lige erfaringer, om end vægtningen af de enkelte aspekter vil være forskellig fra situation til situation, afhængigt af hvor på videnskontinuet den givne situation befinder sig.

Afslutningsvis vil jeg gerne knytte endnu et par bemærkninger til begreberne ’repræsen-tation’ og ’sandhed’. Begge begreber spiller en stor rolle i den angelsaksiske erkendelseste-oretiske redegørelse for begrebet ’viden’, og det må af den grund være på sin plads, for det første begrebs vedkommende, at tilføje en kommentar om, hvorvidt det, evt. med en anden udlægning end traditionens, måske alligevel kunne tænkes at være en essentiel del af viden, og, for det andet begreb, at udstikke nogle ganske få, tentative retningslinier, som min fremtidige analyse af dette begreb vil kunne følge.

I forhold til det første kunne man sige, at min behandling af begrebet ’repræsentation’ i forlængelse af traditionens forholden sig til det primært har fokuseret på, hvorvidt viden afhænger eller består af sprogligt artikulerbare repræsentationer. En mulighed synes derfor at være, ikke helt at afskrive repræsentationsbegrebet som væsentligt led i redegørelsen for viden, men i stedet at udvikle et bredere repræsentationsbegreb, der bygger på ikke sprogligt artikulerbare repræsentationer. Umiddelbart kunne det måske endda synes, som om mit be-greb om ’personlige erfaringer’, der i mange tilfælde bidrager med et tavst semantisk ind-hold til vore ord og med den kropslige fornemmelse for, hvad der udgør adækvat handlen, netop er et sådant begreb om ikke-sproglig repræsentation, således at jeg faktisk, i min kon-krete analyse, tillægger ’repræsentation’ i bred forstand samme essentielle betydning, som traditionen tilskriver det smallere repræsentationsbegreb. Denne udlægning af de personlige erfaringer og deres betydning for viden i praksis overser dog efter min mening et par af de tidligere fremførte pointer. Som jeg sagde ovenfor i en note i afsnit 2.1 vil et bredere repræ-sentationsbegreb grundlæggende lide af de samme mangler som traditionens smallere be-greb, idet det i for vid udstrækning vil bygge på en subjekt-objekt-opfattelse af menneskets forhold til verden, dvs. ikke i tilstrækkelig grad vil kunne tage udgangspunkt i og redegøre for individet som handlende subjekt. Som følge deraf vil det forstå viden for statisk. Endvi-dere, mere konkret, tager den foreslåede udlægning af de personlige erfaringer ikke højde for det forhold, som jeg anførte ovenfor, og som jeg kommer tilbage til i større detalje i næ-ste del, nemlig at vores kendskab ofte erhverves som et ’levet kendskab’, hvilket vil sige som et led i handling, uden at vi er opmærksomme på det – som en føling vi i situationen har med situationen, eller måske bedre som et kendskab-i-handling til verden og os selv i verden. Et sådant ’levet kendskab’ er ikke en repræsentationel størrelse – det er en væren-i-verden snarere end en tænkning/forestilling-om-væren-i-verden. Endelig, som jeg har argumenteret for, er det viden i praksis, der er den fænomenale enhed, og de personlige erfaringer er blot et aspekt, som ved en sekundær analyse kan påpeges ved denne enhed. Selv hvis de person-lige erfaringer derfor generelt lod sig forstå som repræsentationer, ville dette ikke gøre vi-den til nødvendigvis repræsentationel – det ville kun vise, at repræsentationer har en rolle at spille i viden i praksis. Men dette forhold har jeg ikke på noget tidspunkt søgt at drage i

i praksis, og til dette kunne man da føje, at ikke kun sproglige repræsentationer, men også usproglige repræsentationer er vigtige i viden i praksis’ perspektiv. Pointen vil imidlertid være, at det er viden i praksis’ ikke-repræsentationelle handlingsorienterede enhed, der er grundlæggende, og at repræsentationerne, sproglige som usproglige, er at forstå som inte-grerede forhold i denne enhed – forhold, der får deres mening fra enheden, frem for at ud-gøre selvstændige atomistiske elementer, som denne er bygget op af. Alt i alt mener jeg der-for ikke, at der er et bredere repræsentationsbegreb implicit i min redegørelse, og jeg finder det svært at se, hvorledes et sådant bredere begreb skulle kunne frigøre sig fra dette kapitels kritik: Denne kritik går nemlig ikke udelukkende på fokuseringen på sproglighed i den tra-ditionelle angelsaksiske erkendelsesteori, men mindst lige så meget på passiviteten og den manglende fleksibilitet i repræsentationalisme som sådan.

Hvad sandhed angår, synes et kohærentistisk eller pragmatistisk sandhedsbegreb måske umiddelbart at ligge lige for, eller måske endda indvendingen, at ’viden i praksis’ slet ikke skal bedømmes med begrebsparret ’sand’/’falsk’, men i stedet med distinktionen ’adæ-kvat’/’inadækvat’. Givet min beskrivelse af viden i praksis som et handlingsorienteret per-spektiv, der får sin konkrete udformning fra den kontekst, hvori den kommer til udtryk, kan det forekomme problematisk at ville postulere et sandhedsbegreb, der i en eller anden for-stand ser sandhed som en relation til ’verden kausalt og logisk uafhængig af os’. Er en im-plicit pointe i ovenstående problematisering af subjekt-objekt-modellen ikke en afvisning af selve ideen om verden som eksisterende kausalt og logisk uafhængigt af os med begrundel-sen, at vi altid allerede eksisterer og handler i verden? I fald sandhedsbegrebet overhovedet skal knyttes til viden i praksis, synes det, siger denne argumentation, enten at måtte være i forhold til viden i praksis’ perspektiv, hvor sandhed da kun kan være et spørgsmål om adæ-kvathed af dette perspektiv og de handlinger, det afstedkommer. Eller sandhedsbegrebet kan knyttes til repræsentationer af de forhold, som viden i praksis lader træde frem, hvorved sandhed bliver et spørgsmål om kohærens inden for viden i praksis’ perspektiv; evt. kohæ-rens mellem forskellige aktørers repræsentationer på baggrund af deres respektive perspek-tiver. Med kohærensudlægningen vil sandhed forblive knyttet til repræsentationer – for-mentligt sproglige repræsentationer – som det traditionelt har været tilfældet, og sandhed vil derfor være et langt smallere begreb end viden, som jeg har beskrevet det, og reelt ikke angå dét, jeg kalder viden, men i stedet dét, som denne viden lader træde frem⁹⁸. Umiddelbart forekommer dette mig utilfredsstillende, givet den nære forbindelse, som der for mig at se dagligsprogsmæssigt består mellem viden og sandhed.

98 Wittgenstein synes at foreslå en lignende forståelse af relationen mellem sandhed og viden, idet han hævder, at sand-hed/falskhed kun er meningsfulde begreber inden for en ramme af sikkerhed, hvorimod han som før citeret flere steder omtaler denne ramme af sikkerhed som en ’viden eller vished’. Jf. Wittgenstein, 1984c, § 94.

I det hele taget finder jeg ikke disse to mulige sandhedsopfattelser – sandhed som en a-dækvathedsrelation mellem praksis og viden i praksis’ perspektiv eller sandhed som en per-spektivintern kohærensrelation mellem repræsentationer – synderligt attraktive, når de står alene, trods den lethed, hvormed de evt. synes at følge af min hidtidige analyse. Det gør jeg ikke, fordi jeg mener, de på væsentlige punkter lader hånt om vores dagligsprogsmæssige forståelse af sandhed – de tager ikke i tilstrækkelig grad udgangspunkt i denne forståelse, hverken som explicandum eller som explicans, og der er flere af dens vigtige, paradigmati-ske eksempler på sandhed, som de ikke forholder sig til. Dertil kommer, at min opfattelse, som jeg ser det, faktisk ikke reelt binder mig op på disse sandhedsopfattelser, i hvert fald ikke i ukvalificeret form.

Hvad det første angår, har Rorty hævdet, at vi med ’sandhed’ i virkeligheden aldrig har ment andet end ”what you can defend against all comers” (Rorty, 1980), dvs. at sandhed dagligsprogsmæssigt altid har være en praksisrelateret kohærensbestemmelse, ’berettiget hævdelighed’, i den forstand, at kun dét er sandt, som praksissens andre aktører accepterer – og disse andre aktører anerkender ifølge Rorty kun dét som sandt, som er i overensstem-melse med (kohærent med) andre domme, de accepterer. For at knytte dette tættere til mit begreb om ’viden i praksis’, kunne man her sammenkæde det kohærentistiske og det prag-matistiske sandhedsbegreb og sige, at den ’viden i praksis’ – det perspektiv – som gav an-ledning til domme, der var sande i betydningen ’berettiget hævdelige’ (kohærensudlæg-ning), var sandt i betydningen adækvat (adækvathedsudlægning). Rortys fremstilling af vo-res for-forståelse af sandhed finder jeg imidlertid problematisk på flere punkter. Vel er der klart mange situationer, hvori vi i praksis de facto bruger overensstemmelse med det, vi al-lerede accepterer som sandt, som kriterium for tilskrivningen af sandhed til en dom, og det er naturligvis denne type de facto-situation, som Rorty bruger som argument for sin påstand om, at vi dagligsprogsmæssigt forstår sandhed som ’berettiget hævdelighed’. Men dels er dette ikke altid tilfældet: Videnskabeligt ’revolutionær’ nytænkning som Einsteins relativi-tetsteori finder eksempelvis netop sted, når nogen har en fornemmelse af, at noget helt andet er tilfældet, og dermed at andre domme er sande, end hidtil antaget – og end det, nogle gange i lang tid, er muligt at forsvare over for ”all comers”. Dels svarer Rortys beskrivelse ikke til den måde, vi selv dagligsprogsmæssigt forstår vores brug af sandhedsbegrebet – uanset, at hans beskrivelse til en vis grad er rammende for dét, vi faktisk gør, så har vi en anden umiddelbar, ureflekteret forståelse af, ud fra hvilke kriterier vi tilskriver sandhed.

Nemlig den forståelse, at vi gør det, når der er overensstemmelse mellem det, der siges, og den måde, verden er på, hvilket vil sige, at ’sandhed’ i vores dagligsprogsmæssige forståelse af begrebet er langt stærkere end den kohærentistiske eller pragmatistiske udlægning af det.

Det er dette forhold, som kohærens- og adækvathedsudlægningen af sandhedsbegrebet

hånt’ om vores dagligsprogsmæssige forståelse. For denne forståelse på sin side er vel at mærke ikke bare en naiv misforståelse af vores situation – i stedet er den for mig at se en afspejling af, at vores sædvanlige kohærentistiske sandhedstilskrivning får sin fulde betyd-ning for os i forhold til et begreb om en verden kausalt og logisk uafhængig af os. Et begreb, som vi også på anden, mere direkte vis, gør brug af i vores praksisser, idet der nemlig gives begreber – vigtige begreber – hvis hele mening hænger på en ide om verden uafhængigt af os. Her tænker jeg på et begreb som ’justitsmord’: dette begreb betegner muligheden af, at en person bliver uskyldigt dømt, selvom hans skyld er påvist i en ’kohærent redegørelse’, der tager højde for alle beviser og indicier, dvs. selvom hans skyld er ’dokumenteret på a-dækvat vis’ og kan forsvares ”against all comers”. Med andre ord betegner dette begreb muligheden af, at sandheden kan unddrage sig ’berettiget hævdelighed’, ’kohærens’ eller

’adækvathed’, dvs. kan unddrage sig vores menneskelige vurdering af den – at sandhed altså er et spørgsmål om en overensstemmelse mellem domme og sagforhold snarere end et

’adækvathed’, dvs. kan unddrage sig vores menneskelige vurdering af den – at sandhed altså er et spørgsmål om en overensstemmelse mellem domme og sagforhold snarere end et