Det wittgenstein- og heideggerinspirerede metateoretiske, filosofiske grundsynspunkt bag afhandlingens problemformulering fremstilles. Ifølge dette er mennesket altid allerede, forud for refleksion, i verden som aktør i en række handlingssammenhænge. Implicit i denne væren er en ikke-reflekteret, ikke-sprogliggjort for-forståelse af disse handlingssammen-hænge. Denne for-forståelse danner udgangspunkt, både som explicandum og som explicans for vore sproglige artikulationer af praksis.
Som et led i begrundelsen for min problemformulering ønsker jeg i dette og næste afsnit at påpege, at den på et metateoretisk niveau er udtryk for hhv. et bestemt filosofisk og et be-stemt læringsteoretisk grundsynspunkt. Hvad det første angår, kan mit filosofiske grund-synspunkt kortfattet bestemmes som det wittgenstein- og heideggerinspirerede, at menne-sket altid allerede, forud for refleksion, er i verden som et aktivt, handlende væsen, som aktør i en række handlingssammenhænge, og at der implicit i dets væren er en ikke-reflekte-ret, ikke-sprogliggjort forståelse af de handlingssammenhænge, det indgår i: Menneskets forståelse af verden formes med baggrund i og i relation til disse handlingssammenhænge;
netop ikke i første omgang som en sproglig eksplicitering, men i stedet som en måde i prak-sis at gå til verden på; en måde, hvorpå denne giver sig som meningsfuld for handling.
For at bruge Heideggers begreb er der tale om en for-forståelse, en uartikuleret og ikke-repræsenteret måde, hvorpå forhold og aspekter i vores praksis umiddelbart giver mening for os i deres relation til os og vore gøremål. Det er en for-forståelse, som vi tager for givet;
som ikke er sammenstykket af atomistiske ’forståelseselementer’, der angår forskellige af hinanden uafhængige enkelttræk ved situationen, men i stedet er en helhedsforståelse af den givne kontekst, af individets egen rolle i den, af dets interaktion med forhold og andre men-nesker i den, og af disse andre menmen-neskers betydning for konteksten. Den kommer i høj grad direkte til udtryk i vore handlinger og relaterer disse til vores praksis som en betyd-ningshelhed. Samtidig er det den, med grund i hvilken vi i hverdagen benytter os af sprog-lige ytringer til at argumentere og diskutere med hinanden, søge at opnå bestemte mål eller goder, beskrive konkrete forhold eller sager som et led i vores praksis osv. Endelig er det den, der er udgangspunktet, både som explicandum og som explicans, for de sproglige ud-lægninger og artikulationer af vores praksis, som vi siden hen, sekundært, måtte søge at lave vha. repræsentation og refleksion. Med wittgensteinske vendinger udgør for-forståelsen en ramme, der ”viser sig” i vores liv (jf. Wittgenstein, 1984c, især §§ 7 og 431), og hvor inden for vore ord og handlinger har mening, men som kun sjældent selv finder direkte sprogligt
udtryk. Sædvanligvis er den netop blot implicit til stede i det sagte som meningsgivende baggrund. I de tilfælde, hvor den faktisk kommer eksplicit til udtryk, sker dette ikke som en fuldstændig redegørelse, men i stedet i form af enkelte, sporadiske udsagn, der tjener til at oplære den anden i den pågældende praksis (’dressere’ ham til at kunne tage del i det givne
’sprogspil’, med Wittgensteins ord, jf. Wittgenstein, 1984b, § 5). Uden at ville lægge mig fast på en gennemført wittgensteinsk meningsopfattelse, der i streng forstand29 ville tvinge mig til at lade dagligsproget få ikke blot det første ord, men også det sidste (og ret beset alle de mellemliggende)30, vil jeg understrege den dybe pointe, Wittgenstein i min opfattelse har, når han henviser til vores for-forståelse som den grund, hvorpå vi dømmer sand/falsk og rigtig/forkert, og som den ramme, indenfor hvilken spørgsmål om et udsagns sandheds-værdi sædvanligvis overhovedet først får mening (Wittgenstein, 1984c, § 94): Hverdags-mæssige spørgsmål om sandt/falskt og rigtigt/forkert har for-forståelsen som betydningsgi-vende udgangspunkt og reference – det er den, der afgrænser, hvilke spørgsmål der melder sig som fordrende svar, af hvilken art et acceptabelt svar vil kunne være, hvilke forhold det kan henvise til som begrundelser m.m. Hermed ikke være sagt, som Wittgenstein meget muligt ville gøre det, at man ikke meningsfuldt kan stille spørgsmål om sand/falsk og rig-tigt/forkert ud over dem, der melder sig inden for for-forståelsens meningsramme. Pointen er snarere den todelte, for det første at den hverdagsmæssige brug af begreberne sand/falsk og rigtig/forkert rent faktisk finder sted inden for en betydningshelhed sat af for-forståelsen, og for det andet at dette faktum må spille en væsentlig rolle i enhver analyse af menneskelig væren i og interageren med verden.
Mit syn på mennesket som aktør begrunder, at jeg har valgt at tage individet og dets ak-tive forholden sig til verden som fokuspunkt. At mennesket er aktør indebærer nemlig, at det er et handlende subjekt i verden, dvs. et væsen, der er i interaktion med andre mennesker og ting i praksis, samtidig med at det har mulighed for en vis grad af (ikke nødvendigvis refleksivt bevidst) selvbestemmelse. Det indebærer således på den ene side, at mennesket ikke som subjekt står radikalt over for verden, men altid allerede er involveret praktisk i den, og på den anden side, at det stadig er at forstå som subjekt, at det ikke kan forstås gen-nem eksempelvis en ensidig fokusering på sociale relationer og de muligheder og begræns-ninger, disse udgør for individet.
29 En strengere forstand, end Wittgensteins egen filosofi følger. Trods terapeutiske udsagn som, at ”Die Philosophie ist ein Kampf gegen die Verhexung unsres Verstandes durch die Mittel unserer Sprache” (Wittgenstein, 1984b, §109), benytter han sig selv af vendinger, som ifølge hans filosofi er meningsløse, i mange af sine udredninger af den forståel-se, som vi dagligsprogsmæssigt udviser, samt af tidligere filosoffers fejlgreb. Med vendingen fra Tractatus (Wittgen-stein, 1984a, § 6.54) benytter han også i sine senere værker sproget som en stige, der må kastes bort, efter at den har bragt læseren ud over de sprogligt betingede filosofiske forviklinger, som den vestlige filosofiske traditions tænkning ifølge Wittgenstein er fuld af.
30 For min opfattelse af relationen mellem mine filosofiske overvejelser og den dagligsprogsmæssige forståelse, jf.
nedenfor.
En mulig indvending vil her være, at selve pointeringen af, at mennesket fødes ind i en række handlingssammenhænge, der sætter rammerne for dets væren i verden, herunder bi-drager med en for-forståelse af denne, implicerer en opfattelse af mennesket som i væsentlig grad bestemt af sociale, kulturhistoriske og samfundsmæssige omstændigheder og relatio-ner. Argumentet vil være, at sådanne handlingssammenhænge i vid udstrækning er socialt konstituerede, og indvendingen vil mere præcis være, at et individuelt fokuspunkt er pro-blematisk givet mit udgangspunkt i mennesket som deltager i sådanne socialt betingede sammenhænge.
Som svar på denne indvending er der et par punkter, jeg ønsker at kommentere, hvorved jeg samtidig kan uddybe den fremsatte opfattelse. For det første vil jeg erklære mig enig i, at socialt-kulturelle faktorer er meget væsentlige for de handlingssammenhænge, som indivi-det fødes ind i, for indiviindivi-dets forholden sig til verden og i indivi-det hele taget for den menneskeli-ge væren. Dette er dog ikke ensbetydende med, at forståelsen af menneskets viden og læring må tage udgangspunkt i, endsige kan reduceres til, de sociale relationer, som mennesket til enhver tid indgår i: I stedet mener jeg, at det berettiger, med individet som fokuspunkt, at rette det analytiske blik ’udefter’, mod praksiskonteksten, med dens sociale relationer og betingelser.
For det andet mener jeg nemlig, at det er nødvendigt at fastholde individet som fokus-punkt, idet en mindst lige så betydningsfuld faktor i menneskets væren i verden er dets mu-lighed for aktivt at reagere og influere på sine omgivelser, dvs. for selv at være medskaber af de handlingssammenhænge, det til enhver tid befinder sig i. Dette aspekt fordrejes eller mistes helt af syne, i fald udgangspunktet for entydigt tages i sociale relationer og omstæn-digheder, idet det enkelte individ da kommer til at fremstå som mere eller mindre fuldstæn-digt bestemt af disse socialt betingede forhold, som blot og bar ’afspejlingsflade’ herfor31: Forståelsen af individet som aktivt, handlende og potentielt samfunds(om)formende fordrer, at det ikke, eller ikke udelukkende, har en sådan sekundær, fastsat, afspejlende status i for-hold til de sociale relationer, men i stedet kan have en mere primær rolle i form af
31 Dette er for mig at se præcis, hvad der sker i Lave og Wengers analyser: Idet deres forståelse af enkeltindivider og disses læring tager sit helt klare udgangspunkt i de ’praksisfællesskaber’, de indgår i, reduceres individet til ’praksis-deltager’, og i sidste instans bliver mennesket blot pladsholder for det samlede antal sociale relationer, det indgår i.
Dette kommer på paradigmatisk vis til udtryk i den ambivalens, som J. Rasmussen påpeger i Lave og Wengers bestem-melse af læring som i væsentlig forstand bundet op med begrebet ’deltagerbaner’ (Rasmussen, 1999, Lave og Wenger, 1991, Wenger, 1998, Lave, 1999): I Lave og Wengers brug af dette begreb er det konsekvent tvetydigt, om der henvises til formelt og uformelt institutionaliserede ’læringsbaner’ eller til de faktiske baner, det enkelte individ har fulgt. Grun-den til Grun-denne tvetydighed er for mig at se Grun-den enkle, at Grun-den konsekvente bestemmelse af individet gennem de sociale relationer, dette indgår i, udvisker forskellen mellem socialt bestemte baner og individuelt valgte. En lignende udvisk-ning kommer til udtryk i begrebet ’identitet’, som Lave og Wenger benytter det: Om end begrebets dagligsprogsmæssi-ge hovedbetydning må sidagligsprogsmæssi-ges at være intrapersonel, knyttet til termer som ’selvet’, ’karakter’, ’karakteredagligsprogsmæssi-genskaber’ m.v.,
den for at forholde sig til de omgivelser, det lever i. Denne forholden sig er, bør det pointe-res, ikke med det her sagte bestemt som nødvendigvis af reflekterende art – det væsentlige er at understrege individets aktørstatus og dermed forbundne mulighed for formgivning, ikke på forhånd at afgøre, hvorvidt denne formgivning sker refleksivt bevidst eller ej. I den sammenhæng bør det ydermere bemærkes, at mit valg af individet som fokuspunkt og mit samtidige valg af, med dette fokuspunkt, at rette blikket fra individet mod dets handlinger i verden, frem for ’indefter’ mod mentale konstruktioner, gør det principielt muligt at tage højde for begge forhold: Såvel individets status af aktør som betydningen af den kontekst, handlingerne finder sted indenfor, forbliver herved centrale for analysen. Endelig vil jeg dog for det tredje forudskikke, at nærværende afhandlings analyse ikke på dette punkt er fuld-stændig, da socialitetens betydning for konstitueringen af konteksten og i videre forstand for læring for ikke at sprænge afhandlingens rammer mange steder kun påpeges tentativt frem for at blive udarbejdet på adækvat vis. Det synes mig dog af de netop anførte grunde et mere realisabelt projekt siden at ville komplettere den her leverede analyse af læring med en mere fyldestgørende redegørelse for socialitetens indvirkning, end at ville søge at supplere en so-cialitetscentreret opfattelse med en analyse af individets egen betydning.
Afslutningsvis i forhold til dette rids af mit filosofiske grundsynspunkt vil jeg gerne po-intere, at de handlingssammenhænge, vi som mennesker fødes ind i, ikke efter min mening kan betragtes som fuldstændigt kontingente. Snarere er kulturelle praksisser, som C. Taylor siger, forskellige livsformers måder i praksis at forholde sig på til visse helt basale fælles-menneskelige forhold – ”human constants”, som Taylor kalder dem – som fødsel, død, sek-suelle relationer, behov for mad og drikke og ly for vejr og vind, basal afhængighed af na-turforhold som tørke og oversvømmelser m.m. (Taylor, 1985). Sådanne ’human constants’
danner rammebetingelserne, inden for hvilke menneskeligt liv kan udfolde sig, og selvom de konkrete måder, hver enkelt kultur rent faktisk gør dette på, klart vil have endog rigtigt mange kontingente træk, er det væsentligt for en lang række forskelligartede problemstillin-ger, at der er forhold, der går på tværs af kulturer og er gældende for alle mennesker. Jeg tænker her bl.a. på spørgsmål som relationen mellem natur og kultur, praktiske og princi-pielle relationer kulturer imellem, herunder muligheder for opnåelse af interkulturel forstå-else – spørgsmål, som inden for rammerne af denne afhandling ikke kan blive berørt andet end sporadisk. Og ikke mindst tænker jeg på spørgsmålet om, hvad der betinger menneskets mulighed for uproblematisk, fra fødslen af, altid allerede at være del af den kultur, som den pågældende fødes ind i? Med udgangspunkt i hvad er det, at barnet virkeligt, i praksis, som oftest ureflekteret, kan tilegne sig eller ’oplæres i’ sin kulturs livsform? Dette sidste spørgsmål er yderst væsentligt for min diskussion af viden og læring i praksis, og det vil derfor blive behandlet udførligt i forskellige sammenhænge igennem afhandlingen. På dette sted ønsker jeg derfor blot at fremsætte den grundopfattelse, at det netop er muligt for barnet
umiddelbart, ureflekteret, at blive del af sin kulturs handlingssammenhænge og tilegne sig den for-forståelse, der er implicit heri, fordi verden fra starten af er et meningsfuldt sted for det. Og det er verden, fordi de ’menneskelige konstanter’ giver den en for-struktur: De be-hov og fordringer, vi som levende, kropslige individer har, lader i udgangspunktet nogle forhold og situationer fremstå som vigtige for barnet. Og igennem de konkrete måder, hvorpå andre mennesker interagerer med det og forholder sig til de givne behov og fordrin-ger i sådanne situationer, får barnet, som en del af den måde, dets liv former sig på, sin kul-turs for-forståelse. Som Heidegger og Gadamer vil sige det, er barnet netop ’altid allerede i forståelsen’ (Heidegger, 1986, Gadamer, 1990).
Sammenfattende kan man sige, at mit filosofiske grundsyn er dét, at mennesket er et væ-sen, der altid allerede er i verden som aktør, dvs. som medskaber af de handlingssammen-hænge, det indgår i, og at det ydermere er et væsen, for hvem verden altid allerede er et me-ningsfuldt sted, grundet dets kropslige væren. Samt endelig, at kulturelle livsformer må ses som konkrete måder i praksis at forholde sig til bestemte ’menneskelige konstanter’ på –
’menneskelige konstanter’, der samtidig er med til fra starten af at give mening til verden for det enkelte individ og at muliggøre tilegnelsen af den for-forståelse, der er implicit i de handlingssammenhænge, individet indgår i. Dette grundsyn er det da, der ligger bag mit valg af problemformulering, og det er samtidig dét, der igennem afhandlingen vil blive sat i spil, udfordret og nuanceret, i mit forsøg på at besvare denne problemformulering.